Forskere er uenige om aktivistisk forskning

Der skal være plads til at kritisere forskningsmiljøet. Sådan lyder det fra tre forskere, der ikke har ønsket at skrive under på en protestskrivelse mod den tekst, som et politisk flertal har vedtaget for at forhindre aktivistisk forskning

”Jeg ville ønske, at man i stedet for at skrive et brev kunne modbevise kritikken og svare for sig ved at fremlægge en masse spændende og relevant forskning, der åbenlyst ikke er politisk aktivistisk,” siger professor i statskundskab Asmus Leth Olsen.
”Jeg ville ønske, at man i stedet for at skrive et brev kunne modbevise kritikken og svare for sig ved at fremlægge en masse spændende og relevant forskning, der åbenlyst ikke er politisk aktivistisk,” siger professor i statskundskab Asmus Leth Olsen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kritik og offentlig interesse er en uomgængelig del af livet som forsker. Sådan lyder det fra tre danske forskere, der har takket nej til at skrive under på en tekst, der kritiserer et bredt flertal i Folketinget for at stemme ja til en vedtagelse, der ”kan misbruges til at fremme yderligere angreb på forskningsfriheden”, der i forvejen er sat under ”et voldsomt pres”.

”Jeg skriver meget sjældent under på den slags breve, da jeg ikke ønsker at blive taget som gidsel i en debat. Jeg ytrer mig gerne om de her spørgsmål, men jeg synes, det er en gratis omgang at skrive under på en seddel,” siger Jes Fabricius Møller, historiker og lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.

Udmeldingen kommer, efter at et flertal bestående af regeringen og de borgerlige partier den 1. juni vedtog en tekst, der understreger, at landets politikere forventer, at ”universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer”, og at politik ikke må ”forklædes som videnskab”.

Det var ifølge 3241 forskere kulminationen på ”intens lobbyisme og politiske kampagner mod bestemte forskningsmiljøer styret af politikere og debattører på tværs af det politiske spektrum”.

Debatindlægget, der blev bragt i Politiken, kom i kølvandet på en lignende protestskrivelse, hvor 262 forskere argumenter for, at ”vores vilkår for at præsentere, formidle og debattere vores forskning i det nuværende politiske klima er under et så stærkt pres, at det har store faglige og personlige omkostninger”.

Jes Fabricius Møller er enig med kritikerne i, at Folketinget har gjort sig skyldig i ”en usmagelig politisk intimidering” med vedtagelsen.

”Men det er jo også en afværgedagsorden, de ender med at lave. For den oprindelige diskussion om, hvem der var noget i vejen med, er afværget. I stedet har Folketinget udtrykt, at man skal fastholde videnskabens politiske uafhængighed. Det er et vigtigt princip, og det ender jo faktisk med at være budskabet. Så hvis jeg i fremtiden får brug for at beskytte min videnskabelige praksis mod politiske indgreb, så har jeg faktisk en folketingsvedtagelse at hænge det op på.”

Folketingets vedtagelse og de efterfølgende kritiske breve er den foreløbige kulmination på måneders diskussioner om, hvorvidt der er problemer med overdreven politisk aktivisme i dele af de humanistiske og samfundsvidenskabelige miljøer på landets universiteter.

Det er især Liberal Alliances Henrik Dahl og Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, der har ført an i kritikken. I avisernes spalter og på de sociale medier har de to politikere især langet ud efter det, de kalder ”ensidig aktivistisk forskning”. De to borgerlige profiler har især langet ud efter visse studier inden for race, køn, migration og postkolonialisme.

I Kristeligt Dagblad har Morten Messerschmidt tidligere sagt, at det er ”helt tydeligt, at der er sket ikke bare en sammenblanding af forskning og aktivisme, men en venstrefløjs-dogmatisk annektering af forskningen på området”.

Jes Fabricius Møller er enig i, at der ”bestemt er grund til at være opmærksom på, hvordan den videnskabelige praksis udvikler sig”.

”Der er bestemt eksempler på påfaldende politiseret forskning, og jeg har da helt klart prøvet at læse ting, hvor jeg tager mig til hovedet og tænker ’det her kan da umuligt være videnskab’.”

Kan du give nogle eksempler?

”Det vil jeg ikke specificere. Men jeg vil sige, at på den ene side skal videnskaben være uafhængig af politik, samtidig med at der både er plads til grundforskning og anvendt forskning. Men på den anden side skal den heller ikke være så ophøjet uafhængig, at den kun kan fungere i en boble for sig.”

Hans kollega Asmus Leth Olsen, der er professor i statskundskab på Københavns Universitet, har heller ikke skrevet under på nogen af brevene, selvom han heller ikke bryder sig om den ved-tagelse, som Folketinget er kommet frem til.

”Jeg opfatter vedtagelsen som et videnskabsteoretisk partsindlæg. Det giver ikke mening, at skiftende politiske flertal bruger tid på det. Men jeg mener ikke, at vi som forskere har en interesse i at politisere forskningspolitikken.”

Han henviser til de seneste års kritik af økonomistudiet, der blandt andet er blevet beskyldt for at fokusere for lidt på alternative økonomiske teorier. Her var modsvaret ikke underskriftindsamlinger og protestskrivelser, men faglige argumenter, der forsøgte at vise, hvorfor en karakteristik af feltet var misforstået.

”Det er ikke min forskning, der er under angreb, så folk må gøre, hvad de vil, men jeg ville ønske, at man i stedet for at skrive et brev kunne modbevise kritikken og svare for sig ved at fremlægge en masse spændende og relevant forskning, der åbenlyst ikke er politisk aktivistisk.”

Thomas Hofmann er professor og islamforsker ved det teologiske fakultet på Københavns Universitet. Heller ikke han har skrevet under på nogle af brevene.

”Folketingets vedtagelse er jo bare en løftet pegefinger, der udpensler nogle banale ting, som ingen kan være uenige i.”

Men er der ikke et problem, når politikere går så hårdt til bestemte fagområder?

”Der er ingen tvivl om, at nogle af de her studier har været udsat for kritiske analyser og heftig debat, men jeg ser det ikke som et problem, at offentligheden, øvrigheden, debattører, lægfolk eller politikere tager ting op, som vedrører forskningen og dens praksis.”

Han henviser til sit eget forskningsfelt, islamforskningen, der er omgærdet af heftig politisk interesse.

”De hårde debatter om forskning er en forbandet velsignelse. Polemik, beklikkelse og hårde ord er en del af jobbet, og i mit tilfælde vidner det jo bare om, at det her lille og forholdsvis pengeløse studie beskæftiger sig med noget, der har offentlighedens interesse.”

Liv Navntoft Henningsen har skrevet under på begge breve og er medinitiativtager til brevet, der har 3241 underskrivere. Hun er uddannet jurist og ph.d.-studerende ved RUC’s center for køn, magt og mangfoldighed.

Hun har ikke noget imod, at ”der er nogle debattører, der kritiserer.”

”Men når det bliver en bred dagsorden med opbakning fra regeringen, så begynder det at ligne noget, der har en stor effekt på, hvad man tør som forsker.”

Men selve vedtagelsen understreger jo bare, at der er forskningsfrihed, og at man ikke skal politisere. Hvad er der galt med det?

”Der ligger en antagelse om, at nogle forskningsområder er blevet for politiske. Det kan godt være, at selve vedtagelsen ikke henvender sig mod bestemte forskningsmiljøer, men fra talerstolen blev der nævnt meget konkrete projekter, og flere er blevet hængt ud ved navn. Det er meget problematisk.”

Ville I ikke have en bedre sag, hvis I gik ind i debatten med faglige argumenter i stedet for at skrive debatindlæg?

”Vi skal kunne argumentere og redegøre for vores videnskabelige metoder og validitet, men det mener jeg også, at vi gør. Men strategien med at søge bred opbakning har også en stor effekt, og jeg mener godt, at de kan fungere sideløbende.”

I bliver kritiseret for ikke at kunne modtage kritik. Er I for tyndhudede?

”Jeg forsker inden for retsfeminisme, og vi tager meget kritik med oprejst pande. Jeg synes ikke, at vores strategi er undvigelse og ynk. Men jeg synes, det er ok at råbe vagt i gevær, når Folketinget går ind i sagen på den måde.”

Kan du fuldstændig afvise kritikken om, at der findes venstredrejet og aktivistisk forskning?

”Jeg befinder mig på et videnskabsteoretisk ståsted, hvor det anerkendes, at videnskaben ikke kan og skal være fuldstændig renset for normativitet. Men jeg mener, at diversiteten i videnskabelig teori og metode på tværs af forskningsmiljøer kan være med til at sikre, at der bliver produceret valid viden. Og netop de typer af forskning, som kritiseres, er med til at sikre denne diversitet.”