Historiker: Identitetspolitikken har liberale rødder

Liberale bør være de første til at anerkende de krav, som mindretal stiller for at kunne bevare deres identitet og selvbestemmelse, skriver historiker Michael Böss

Nutidens identitetspolitik ligger i forlængelse af denne modificerede liberalisme. Traditionelt tænkende liberale afviser den dog, fordi den tilsyneladende indebærer tildelingen af grupperettigheder.
Nutidens identitetspolitik ligger i forlængelse af denne modificerede liberalisme. Traditionelt tænkende liberale afviser den dog, fordi den tilsyneladende indebærer tildelingen af grupperettigheder. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hvor illiberal den end kan forekomme, har nutidens identitetspolitik delvist liberale rødder. Det påviser jeg i min seneste bog, ”Liberalismens vildfarelser”. Det bliver forventeligt nok afvist af liberale intellektuelle. Men det kan kun skyldes deres ukendskab til den multikulturalistiske filosofi, som i 1980’erne blev skabt af tænkere, der erklærede sig som liberale.

Dens nok mest indflydelsesrige repræsentant er canadieren Will Kymlicka. Han har siden midten af 1980’erne hævdet, at liberale traditionelt har lagt vægt på individets autonomi og selvrespekt og vist forståelse for kulturelle og andre minoriteters frihed til at leve deres liv, som de selv ønsker.

Derfor bør liberale være de første til at anerkende de krav, som mindretal stiller for at kunne bevare deres identitet og selvbestemmelse. Kymlicka ønsker derfor at erstatte det ”universelle medborgerskab med ”differentieret medborgerskab”. Tilsvarende, men på mere radikal vis, taler den Foucault-inspirerede amerikanske feminist og politolog Iris Marion Young om behovet for en ”differentieret liberalisme”.

Nutidens identitetspolitik ligger i forlængelse af denne modificerede liberalisme. Traditionelt tænkende liberale afviser den dog, fordi den tilsyneladende indebærer tildelingen af grupperettigheder. Rettigheder tilhører kun individet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men sådan ser identitetspolitikkens forsvarer ikke på det: Det er netop for at forsvare individet, at den gruppe, det tilhører, skal nyde særlige rettigheder. På flere andre felter deler woke -bevægelsen liberale idéer: Den mener, der er behov for at nedbryde hierarkiske magtstrukturer og frigøre mennesket fra historiens lænker for at sikre den enkeltes frihed og alle menneskers lighed. Den viderefører også liberalismens utopiske element: Fortiden skal udslettes og traditionerne ophæves for at gøre det muligt at opbygge et nyt menneske og skabe et retfærdigt samfund!

Hele dette tankesæt bliver på glimrende vis illustreret af den svenske forfatter Lena Andersson i hendes nye roman ”Datteren: En fortælling om folkehjemmets opløsning”, som netop er udkommet på dansk. Romanen handler om Elsa Johansson, der er født i 1970, og som datter af Ragnar og Elisabet er blevet opdraget i et hjem, der symboliserer det større svenske folkehjems rationalistiske, gudløse og kollektivistiske ideologi.

Fra teenageårene bliver hun dog i stigende grad konfronteret med en ny tids idéer, der sætter spørgsmålstegn ved folkehjemmets vedtagne sandheder om mennesket, tilværelsen og samfundet.

Processen tager fart under hendes ophold som au pair i Californien. Efter nogle måneder som børnepasser skriver hun sig op til et propædeutisk aftenskolekursus i lingvistik drevet af Berkeley Universitet, en af den amerikanske venstrefløjs højborge. Her bliver hun indført i postmoderne sprog- og magtteori. Hun lærer, at alt det i verden, hun hidtil har opfattet som fast og stabilt, ikke er, som hun troede. Begreber og forestillinger, hun hidtil har taget for givne, bliver afsløret som produkter af fordomme og den hvide mands begær efter magt.

Selv Elsas identitet som svensker bliver betvivlet. Da hun ankommer, er hun udmærket klar over, at det, som gør hende til svensker, bygger på de personlige og fælles erfaringer og erindringer, man får ved leve i et bestemt land. De ”omslynger hende med tusind tråde” og betyder, at Sverige fremstår i mange lag i hendes bevidsthed og følelsesliv. Hendes nationalitet er derfor noget uudsletteligt og fast.

Men svenskere findes i virkeligheden slet ikke, fortæller hendes medstuderende hende. Svensker er kun noget, hun kalder sig, fordi andre kalder hende det. At tro, at der findes en indre svenskhed, er en illusion. Svenskhed er nemlig noget, som konstrueres gennem sproget. Identitet er i det hele taget noget, der hele tiden konstrueres socialt, ofte med det formål at undertrykke etniske og andre mindretal. Selv når hvide taler om værdien af farveblindhed og ligebehandling, er der blot tale om deres forsøg på at ”sminke undertrykkelsen”. Derfor gælder det om hele tiden at være på vagt og afsløre, hvordan sproget skaber ulighed. Målet er ”virkelig ligebehandling, virkelig lighed”.

Men den opnår man kun ved, at alle individer bliver behandlet ud fra deres særlige forudsætninger. Samfundets undertrykte må derfor frigøres fra deres magthavere og udstyres med en fortrinsret til selv at fastlægge, hvilke normer og love de vil leve under. Lige nu er de underkastet et system af tvang, straf, overvågning og kontrol, som har til formål at ”holde mennesker nede og bevare alt i sin faste form”, hævder Janet, Elsas medstuderende. Det må derfor nedbrydes og erstattes af et mere udviklet demokratisk system, hvor hierarkiserende tænkemåder og adfærdsmæssige tvangsmønstre er afskaffet. I dette nye system vil der være ”personlig frihed for alle”, mener hun. Da Elsa bliver sagt op som au pair, må hun vende tilbage til Sverige. Hun vælger at læse lingvistik på universitetet og opdager, at instituttet har overtaget Berkeleys læseplan næsten rub og stub. Så optaget af studierne bliver hun, at hun en aften beslutter at forklare sine forældre de vildfarelser, de har befundet sig i hele deres liv. Hun fortæller, at den svenske botaniker Carl von Linné grundlagde racebiologien og opdelingen af mennesker i etniske og nationale grupper gennem sin ”maniske og koloniale klassificering af naturen”.

Men hendes forældre forstår hende ikke. Elisabet mener, at det nu er sjovt og praktisk at kunne kende forskel på en pelagonie og en orkidé. Ragnar kan ikke forstå, at der skulle ligge noget ”manisk” eller ”kolonialt” i at opbygge et system, der gør det muligt. Det leder dem ind på diskussionen, om der findes svenskere. Elsa prøver at overbevise dem om, at det kun er en konstrueret forestilling, at Linné var svensker og dermed ”en af os”. Det er en myte skabt af sproget. ”Så det, du studerer, er ondskaben selv,” konstaterer Ragnar. Hvortil Elsa svarer: ”Ondskab findes ikke”. Ondskab er nemlig også bare en sproglig konstruktion. På det tidspunkt er Ragnar for længst stået af og har mistet tilliden til, at Elsa studerer noget fornuftigt på universitetet.

Da Elsa går i seng, føler hun sig frustreret over ikke at have kunnet overbevise sin far og få ham ud af hans uvidenhed og naive fordomme. Men hun er også usikker og længes efter en autoritet, en ”kundskabsrig fortolker af denne sønderdelende lære”, hun har forskrevet sig til.

Men intet sted i sine bøger kan hun finde et svar på sine forældres enkle spørgsmål. Desuden rammes hun af en ubehagelig tvivl: for hvad nu, hvis den firkantede holdning, som hendes far indtog, havde fået magt i verden, fordi der faktisk lå en sandhed i den? Og den ikke var blevet erklæret for ”sand”, blot fordi indehaveren af den ønskede at udøve magt over andre?

Der går dog et par semestre, inden Elsa erkender, at hun er på vildspor. Det verdensforandrende projekt, hun er i gang med – at gøre mennesket frit – viser sig både at ødelægge hendes glæde ved sproget og at sløve hendes sansninger af verden. Hun føler sig opslugt i en tågebanke, som aldrig letter. ”Der må findes en bedre måde at tænke på end det her,” udbryder hun til de andres forargelse. ”Vi er på galt spor.”

Årtier senere på vej hjem fra sin fars ateistiske begravelse sammen med sin bror Erik husker Elsa i et kort øjeblik hele sit liv. Som koncentreret i et brændeglas forstår hun, at den frigørelsesproces, hun og hendes generation har gennemgået, er gået for vidt. Den kan ikke stå alene. Hun siger til sin bror:

”Uafhængigheden skal forenes med fasthed, ikke med vægtløshed. Jo mere frihed, man vinder, desto mere indre fasthed kræves der.”