Kristeligt Dagblad mener: 20 års krig mod terror har gjort truslen endnu større

Vestens tro på, at demokrati og liberale frihedsværdier kan eksporteres og trækkes ned over også den muslimske verden, førte til det modsatte

Den 11. september 2001 – for 20 år siden – blev en milepæl i verdenshistorien. Dagen efterlod et USA og en verden præget af en ny erkendelse af sårbarhed. Ekstreme islamister kaprede fire fly i USA og gjorde dem til flyvende bomber, der sendte New Yorks ikoniske World Trade Centers tvillingetårne i grus. Pentagon i Washington D.C. blev angrebet. 3000 mennesker mistede livet, men først og fremmest fik verdens supermagt et grundstød. Særligt amerikanere, men også europæere blev præget af en ny følelse af ængstelse. Den har formet den globale udvikling lige siden.