Min far havde i over 10 år passet min demente mor. Så spurgte han om lov til at få en ny kæreste

Far fortalte, at han efterhånden havde fået en meget fin kontakt til forstanderinden på plejehjemmet

Skribenten ville gerne tættere på en anden kvinde, mens hans hustru var på plejehjem, og han spurgte om lov først.
Skribenten ville gerne tættere på en anden kvinde, mens hans hustru var på plejehjem, og han spurgte om lov først. Foto: Getty Images

”Hvad vil du sige til, at jeg bliver kæreste med forstanderinden på plejehjemmet?”.

Sådan sagde min 68-årige far, der i over 10 år havde passet min demente mor hjemme og endelig havde sluppet tøjlerne og fået hende på plejehjem, til mig i telefonen.

Min smukke, livlige, dygtige mor fik konstateret alzheimer, da hun var sidst i 50’erne, og hun måtte droppe sin karriere som frisør. Far sagde sit job op og begyndte at arbejde hjemmefra for at passe hende. Det første par år gik det fint, min mor var nem og medgørlig, men hun mistede hurtigt sit sprog og listede stille rundt. Min far ordnede hendes hår og makeup, købte smukt tøj til hende, og senere måtte han hjælpe med alt, men han ville ikke have hjælp til udefra.

Min mor blev efterhånden ofte ukontaktbar, sad bare og rokkede i en stol, og jeg måtte som enebarn presse på og få min far, der nu var helt nedslidt, overtalt til at få hende på plejehjem. Det gik helt uden problemer. Min far besøgte hende hver eftermiddag, hjalp hende med aftensmaden og ventede med at gå hjem, til hun var lagt i seng. Han sørgede for, at hun stadig var velsoigneret, ordnede negle og hår, så hun forblev nærmest tidløs af udseende. En tom skal om det smukke menneske, hun havde været.

Artiklen fortsætter under annoncen

Så kom opringningen. Far fortalte, at han efterhånden havde fået en meget fin kontakt til forstanderinden på plejehjemmet, at hun havde været enke i mange år og var en selvstændig, myndig kvinde. Hun roste min far for at være en usædvanligt engageret pårørende, beundrede ham for hans måde at takle mor, hans omsorg for hende.

Nu var det kommet dertil, at han gerne ville tættere på forstanderinden, og han ville spørge mig, før han begyndte at gøre sine hoser grønne. Hvis jeg var afvisende for tanken, ville han ikke gå videre.

Jeg tænkte mig godt om. Min far havde i alle årene, min mor var syg, været enestående. Min mor var næsten helt væk i demensens tåger. Hvorfor skulle han, en levende, rask mand, ikke have mere til gode i livet?

Jeg sagde: Gør det, du har fortjent det, bare du besøger mor, som du plejer.

Sådan blev det, og min far og forstanderinden fik næsten 15 gode år sammen, boede hver for sig, men var sammen som kærester.

Min mor levede i de første syv år, og resten af familien var positive over arrangementet.

Men livet spillede min far et kort ud til sidst, som ingen havde regnet med. Han endte med selv at blive ramt af demens, og døde som 91-årig i 2003.

Jane Blichfeldt er billedkunstner.