Sognepræst: Hold igen med den kirkelige krænkelsesparathed

Hvad har kirkeministerens personlige tro eller mangel på samme dog at gøre med evnen til at udføre arbejdet som minister? Forhåbentlig ingenting

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal

Der er noget selvmodsigende ved, at kirkelige kredse, der ofte forholder sig kritisk til nutidens krænkede hanner, hunner, henner, heteroer og homoer, ikke holder sig tilbage, når det gælder følelsen af at være kirkeligt krænket.

Senest kunne man opleve det ved den nye kirke- og kulturministers optræden som vølve. Forargelsen var stor, kun overgået af mistænksomheden: At ministeren optrådte som spådomskone fra den nordiske mytologi, var nok et udtryk for, at hun i virkeligheden ikke vil kirken og kristendommen det godt, ja, at hun faktisk nok er direkte antikirkelig eller antikristelig. At hun dagen før havde deltaget i en bispevielse, betød mindre i den sammenhæng. Den kirkelige krænkelsesparathed var vakt. Igen havde vi fået bekræftet, hvad vi længe har anet: Kirkeministeren, regeringen, ja, stort set alle politikere er i virkeligheden imod kirke og kristendom.

Personligt synes jeg nu, at det værste ved den nye kirkeministers tiltræden var herværende avis’ interview med hende. Interviewet handlede for en stor del om ministerens tro. Og kirkeministeren var desværre ikke klog nok til at afvise spørgsmålet, men bedyrede i stedet, at troen skam har stor betydning for hende. Men hvad rager det egentlig os?

Hvad har kirkeministerens personlige tro eller mangel på samme dog at gøre med evnen til at udføre arbejdet som minister? Forhåbentlig ingenting. Ligesom hverken finansministerens personlige økonomi eller sundhedsministerens helbredstilstand forhåbentlig betyder noget, når det gælder tilgangen til deres ministergerning. Her gælder kun evner, arbejdsindsats og forståelse for sit område, ikke det private.

At en del politikere så ynder at vise sig privat frem som ”almindelige mennesker”, ændrer ikke på det. Og i øvrigt er de færreste i tvivl om, at politikere er helt almindelige mennesker, men måske tvivler de af og til selv på det.

Men altså: Der er en kirkelig krænkelsesparathed, der altid står på spring: Da regeringen sidste år op til påske lettede på restriktionerne i forhold til dagligvarehandlen, mens kirken stadig var lukket, hed det så sikkert som det amen, man altså ikke kunne høre i kirken: ”Hvorfor må man tage i Bilka og ikke i kirke?”. Og det kunne naturligvis diskuteres.

For min egen del ville jeg nu hellere i Bilka på det tidspunkt og glædede mig over en regering, der prioriterede økonomi og handel. Naturligvis skulle man prioritere arbejde og løn – vi andre kunne jo, som Vorherre siger det, gå i lønkammeret og fejre påske.

Men egentlig handler det ikke om uenigheden; mere om fornærmelsen: Et helt land er lukket ned, regering og myndigheder under stort pres, ingen har prøvet det her før, ikke alt kan åbne på én gang, man skal undgå panik og håbe på befolkningens forståelse. Men åbenbart ikke en del kirkefolks forståelse: For nu vil vi i kirke. Og det vil vi, fordi vi ikke er så materialistiske og overfladiske som alle andre, der sjosker rundt ude i Bilka. Det samme gjaldt aflysningen af julens gudstjenester. Aflysningen kan diskuteres, men den kirkelige paranoia rører på sig, når man ser aflysningen som en hån mod kirken og en modstand imod evangeliet. Ligesom den sene fjernelse af restriktionerne i kirken ikke var en bevidst nedprioritering af kirkelivet fra regeringens side, men snarere et udtryk for, at den tidligere kirkeminister havde sluppet tøjlerne, før vi andre hørte om det. Og det var så ikke i orden, men næppe antikirkeligt ment.

Men skal vi – kirkegængere, præster, menighedsrådsmedlemmer – da ikke kæmpe for kirken? Jo, vi skal da. I den grad. Eller rettere: For evangeliets udbredelse. Forkynde det glædelige budskab, hvor og når vi kan. Men ikke ved at være fornærmede eller krænkede – og tiltro andre de mest ugudelige motiver. Det kommer der lige så lidt ud af, som når Maude fra ”Matador” går op og lægger sig, fordi verden går hende imod.

Så i stedet for at bruge krudt og kræfter på at føle sig overset skal man vise, hvad vi har at komme med: et budskab til glæde og trøst. Budskabet om, at Gud sådan set var blevet voldsomt krænket af sine mennesker, der ville gå deres egne vegne.

Men Gud tog ikke ophold i krænkelsen; han tog bolig iblandt os, som det hedder i Johannesevangeliet – kom ind i vores verden og virkelighed. Som den er. Som vi er.

Kirkeligt set skal vi bruge kræfterne på at sprede det budskab. Ikke på at være krænkede. Og så i øvrigt invitere den nye kirkeminister ud i land og sogn, så hun bliver klogere på den del af sit nye område.

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.