Michael Böss: Jo, Henrik Jensen, som kristne og humanister er vi nødt til at tale om ”mennesket”

Jensen har ret i, at jeg ikke får gjort tilstrækkeligt rede for identitetspolitikkens ”romantiske” rødder. Det skyldtes, at mit ærinde i bogen er at påvise, hvordan liberale idéer har præget samfundet siden oplysningen, skriver Michael Böss efter en nylig boganmeldelse af Henrik Jensen

”Henrik Jensen (billedet) har ret i, at jeg ikke får gjort tilstrækkeligt rede for identitetspolitikkens ’romantiske’ rødder. Det skyldtes, at mit ærinde i bogen er at påvise, hvordan liberale idéer har præget samfundet siden oplysningen,” skriver Michael Böss, efter at Henrik Jensen anmeldte Böss’ seneste bog i Kristeligt Dagblad i lørdags. – Foto: Leif Tuxen.
”Henrik Jensen (billedet) har ret i, at jeg ikke får gjort tilstrækkeligt rede for identitetspolitikkens ’romantiske’ rødder. Det skyldtes, at mit ærinde i bogen er at påvise, hvordan liberale idéer har præget samfundet siden oplysningen,” skriver Michael Böss, efter at Henrik Jensen anmeldte Böss’ seneste bog i Kristeligt Dagblad i lørdags. – Foto: Leif Tuxen.

I sin prisværdigt oplysende og positive anmeldelse af min bog ”Liberalismens vildfarelser” i Kristeligt Dagblad den 27. marts kommer historikeren Henrik Jensen til sidst ind på sit eneste kritikpunkt: min analyse af identitetspolitik. Han mener, at jeg ser den som ”en ensidig udløber af liberalismens fokus på individuelle rettigheder, men glemmer (...) at inddrage romantikken, som oprindelig var en reaktion på oplysningens liberale værdier, og kommer til os via eksistentialismen og ungdomsoprøret”.

Jensen har ret i, at jeg ikke får gjort tilstrækkeligt rede for identitetspolitikkens ”romantiske” rødder. Det skyldtes, at mit ærinde i bogen er at påvise, hvordan liberale idéer har præget samfundet siden oplysningen. Men der er naturligvis tale om forvrænget liberal rettighedstænkning.

Det er derfor, at jeg i et interview i Kristeligt Dagblad den 23. marts kaldte radikale identitetspolitikere for ”liberalismens perverse oldebørn”.

Jeg dokumenterer i min bog, at identitetspolitik lige fra begyndelsen har været filosofisk og teoretisk begrundet af liberale – ikke mindst den meget indflydelsesrige canadiske filosof Will Kymlicka. Men jeg vil godt gå med til, at den anerkendelsestrang, den er udtryk for, er en arv af romantikken. Det er nok denne trang, som er årsagen til perverteringen af det liberale rettighedsbegreb.

Men Henrik Jensen mener også, at mit forslag til en løsning på problemet – at vi forstår vores fælles identitet som mennesker – er et ”knæfald for netop det abstrakte liberalistiske menneskesyn”, jeg ellers er kritisk over for. På det punkt er vi uenige, og her er det efter min opfattelse Henrik Jensen, som bliver eksponent for den individfikserede romantik, han er skeptisk over for.

Men det gælder ikke om at vælge mellem et universelt eller et partikulært menneskesyn. Man kan godt tale om en fælles menneskelighed uden at gøre mennesket til noget abstrakt. I indledningen af min bog gør jeg rede for mit eget menneskesyn. Jeg fortæller, hvordan det først blev formet af den kristne tro i mit barndomshjem. Denne tro byggede på en fællesmenneskelig tankegang: at vi alle står lige over for Gud og derfor gør os fælles erfaringer som hans skabninger.

Siden udviklede mit menneskesyn sig ved filosofisk læsning, først og fremmest Søren Kierkegaard, Gabriel Marcel og K.E. Løgstrup. I de senere år også franskmanden Emmanuel Mournier (1905-1950), som jeg nævner i indledningen til bogen. Hvis Jensen havde kendt til ham, ville han ikke have fejllæst, hvad jeg skriver om ”mennesket”. Men det skal være ham tilgivet, for Mournier er så godt som ukendt i Danmark i dag.

I 1932 stiftede han tidsskriftet Esprit, der fra 1932 og den følgende snes år spillede en stor rolle i den franske kulturdebat. Mange kendte tænkere og politikere har været optaget af Mourniers filosofi, for eksempel den liberale canadiske premierminister Pierre Elliott Trudeau og herhjemme Arne Sørensen, der stiftede Dansk Samling i 1936, men siden meldte sig ind i Socialdemokratiet.

Da Mournier besøgte Danmark i 1949, sagde han i et interview i dagbladet Information, at han mente, at der i Danmark var gode forudsætninger for udbredelsen af ”personalismen”, som han kaldte sin filosofi. For allerede Kierkegaard havde understreget værdier som værdighed og engagement, og Grundtvig havde talt og skrevet om betydningen af ånd og fællesskab.

Mournier, der var bekendende katolik, var ikke bange for at tale om ”mennesket” og det fællesmenneskelige. Han anså mennesket for at være et relationelt væsen, som kun opnår mening i livet ved at forholde sig til sine medmennesker og de fællesskaber, det indgår i. Han afviste individualismen, fordi han anså den for skadelig for både den enkelte og samfundet. Men han var også modstander af enhver form for kollektivisme, som lod fællesskabet gå forud for det enkelte menneske.

Den personalisme, Mournier så som et alternativ, byggede på en overbevisning om, at mennesket har en ”relationel” natur, det vil sige bliver til i kraft af dets relationer til andre mennesker. Det betyder, at samfundets medlemmer bør nyde anerkendelse for deres personlige værdighed og ikke må behandles blot som brikker i et stort system.

Det er denne – personlige og menneskelige – værdighed, vi som medborgere bør anerkende. Ikke vores forskellige ”identiteter”.

Anerkendelsen af ”mennesket” i medmennesket og medborgeren er en forudsætning for, at vi kan indgå i fællesskaber og samtaler med hinanden på tværs af vores forskelle. Så jo, både som kristne og humanister kan vi tale om mennesket uden at reducere det til en ren abstraktion.

Michael Böss er forfatter, debattør og tidligere universitetslektor.