Unge mangler historisk viden. Vi har brug for at kende historien i identitetspolitikkens periode

I en undersøgelse udført af Berlingske Research i 2013 viste det sig, at godt 20 procent mente, den svenske forfatter August Strindberg havde reddet tusindvis af jøder under krigen.
I en undersøgelse udført af Berlingske Research i 2013 viste det sig, at godt 20 procent mente, den svenske forfatter August Strindberg havde reddet tusindvis af jøder under krigen. Foto: Nf/Ritzau Scanpix

I en ret interessant artikel her i avisen den 16. april fortæller en række historielærere og eksperter i historieformidling om de aktuelle strømninger inden for historieundervisning i folkeskolen.

Det er en tiltrængt debat, for adskillige undersøgelser og rundspørger i de senere år har vist, at det står særdeles skidt til med den historiske indsigt hos børn og unge.

I en undersøgelse udført af Berlingske Research i 2013 viste det sig eksempelvis, at omkring en fjerdedel af folkeskole- og gymnasieeleverne mente, den tyske 1800-talskansler Otto von Bismarck havde været tysk befuldmægtiget i Danmark under Besættelsen, og godt 20 procent mente, den svenske forfatter August Strindberg havde reddet tusindvis af jøder under krigen, og ikke hans landsmand Raul Wallenberg.

Mangel på historisk viden er blevet et meget aktuelt problem, fordi den identitetspolitik, vi har importeret fra navnlig USA, rummer et krav om, at hele historien skal ”renses” for holdninger, vi i dag ikke bryder os om, og at det er legitimt at ødelægge historiske mindesmærker, som nogle mener repræsenterer en forkert tankegang.

Også selvom de pågældende levede for måske 100 eller 200 år siden, hvor synet på mange ting var helt forskelligt fra nutidens.

Skal vi stå imod den bølge og lære at påskønne vores fælles historie og ikke opfatte den som noget forkert eller problematisk, så er vi nødt til at kende til både historiens fakta og til fortidens tankegange.

Nej, fortidens mennesker var ikke som os, men det er netop pointen med at lære historie. I artiklen hører vi, at det for længst er opgivet at satse på ”gammeldags” udenadslære, og at man nu i stedet spiller rollespil og lignende, som skal styrke elevernes forståelse for den måde, fortidens mennesker tænkte på.

Men man er nødt til at have en vis basal grundviden for at kunne forstå historien og et skelet, man kan hænge dens enkeltbegivenheder op på.

De så forkætrede ”årstal” i tidligere tiders historieundervisning er jo fantastisk nyttige til at bringe historiens gang i orden og hjælper med at forstå historiens fremadskriden. Jeg kan godt tvivle stærkt på, at nok så mange rollespil for alvor gør op med den historieløshed, som præger mange børn og unge i dag.

Den basale grundviden og forståelse for historiske sammenhænge er nødvendig at have, hvis historie skal være andet end løsrevne, ”pudsige” begivenheder. Fatter man først for alvor interesse for et fag, som man modtager medrivende og kvalificeret undervisning i, så kommer den basale grundviden næsten af sig selv, for så sidder det fast, og så bliver man sulten efter at vide mere.

”Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær,” skriver Grundtvig, og det engelske udtryk for indlæring af paratviden, ”learn it by heart”, fanger i virkeligheden langt bedre, hvad det handler om – at man har hjertet med i faget og netop derfor kan huske dets grundlæggende fakta. Ikke fordi man er blevet tvunget til det af en streng og upædagogisk skolemester, men fordi man brænder for faget.

At besidde paratviden om et fag er derfor en glimrende indikator på, om undervisningen har fænget, og man har fattet kærlighed til faget. Det er ikke mærkeligt, at nutidens historielærere søger hid og did efter nye metoder i en tid, som er grundlæggende præget af aktualitet og hastige forandringer. Men måske er der ikke så meget nyt under solen.

Historie er et redskab til at få sat sig selv i perspektiv. Forstå, hvad man er kommet af, og at man ikke selv er historiens endemål og ypperste frembringelse, men et lille led i en uendelig kæde af begivenheder, der har gjort os til dem og det, vi er. Det er spændende og ikke noget, man som lærer skal skamme sig over og pakke ind i noget, der til syvende og sidst mest kan betegnes som underholdning.

Nikolaj Bøgh er rådmand i Frederiksberg Kommune for Det Konservative Folkeparti.