Angst i litteraturen: Jo dybere angst, jo større menneske

Hver tid har sin angst. Det ses tydeligt i kultur- og litteraturhistorien. Ph.d.-afhandling kaster lys over angsten på siderne

Angst har været et presserende tema for forfattere gennem tiden: Fra 1800-tallets eksistentielle tvivlen ved Søren Kierkegaard og August Strindberg til Inger Christensens apokalyptiske atomkrigs-angst i 1960'erne og op i nutiden, hvor Olga Ravn blandt andet har beskrevet angst udløst af en fødselsdepression.
Angst har været et presserende tema for forfattere gennem tiden: Fra 1800-tallets eksistentielle tvivlen ved Søren Kierkegaard og August Strindberg til Inger Christensens apokalyptiske atomkrigs-angst i 1960'erne og op i nutiden, hvor Olga Ravn blandt andet har beskrevet angst udløst af en fødselsdepression. Foto: Sofie Mathiassen/Berlingske/Ritzau Scanpix, Ebbe Andersen/Ritzau Scanpix, Nf/Nordfoto/Ritzau Scanpix, Nf/Ritzau Scanpix

Ikke på dit ansigt, men på din angst skal jeg kende dig. Det synes at være et slags mantra i litteraturen for øjeblikket. Vi ser en digter som Søren Ulrik Thomsen skrive om sin mors psykiske sygdom og sin egen angst deraf i erindringsessayet ”Store Kongensgade 23”. Peter Øvig Knudsen har ligeledes skrevet om angsten i den aktuelle ”Jeg er hvad jeg husker”. Og Olga Ravn skrev om angsten, udløst af en fødselsdepression, i bestselleren ”Mit arbejde”, der udkom sidste år.