Kirkehistorikers nye udgivelse går bagom en central skikkelse i den danske reformation

Kirkehistoriker Rasmus H.C. Dreyer fortæller en spændende historie om Hans Tausen, der trækker europæisk historie og tænkning ind i Danmark

Bogen kan læses af enhver, der interesserer sig for denne spændende del af vores fælles historie og for en central figur i den, skriver anmelder Thomas Reinholdt Rasmussen om kirkehistorikeren Rasmus H.C. Dreyers (der kan ses på billedet) nyeste værk.
Bogen kan læses af enhver, der interesserer sig for denne spændende del af vores fælles historie og for en central figur i den, skriver anmelder Thomas Reinholdt Rasmussen om kirkehistorikeren Rasmus H.C. Dreyers (der kan ses på billedet) nyeste værk.

Hvis man er af en lidt ældre årgang, har man sikkert i skolen sunget B.S. Ingemanns sang om Hans Tausen (1494-1561) fra Birkende by. Rundt om i danske byer har vi utallige veje opkaldte efter ham. Og både i København, Ribe og Viborg står der skulpturer, der fortæller om hans virke. Hans Tausen er en del af den danske fælles historie.

Derfor er hans historie også løbende fortalt gennem tiden sammen med de andre af datidens reformatorer. I 1954 offentliggjorde kirkehistorikeren Niels Knud Andersen (1916-1987) disputatsen ”Confessio Hafniensis”, der undersøgte de evangeliske prædikanters bekendelse i København i 1530. Blandt meget andet viste værket, at de ikke var så lutherske, som en senere samtid nok ville tro, de var. De var mere humanistisk påvirkede, hvilket blandt andet viste sig ved, at Skriften, Bibelen, var central, samt en påvirkning af den schweiziske reformator Huldrych Zwingli (1484-1531). Når der var lutherske spor i bekendelsen, måtte det være Hans Tausen. Denne opfattelse af Tausen blev slået yderligere fast i 1964 ved udgivelsen ”Tro og tale”, som Hal Koch (1904-1963) oprindeligt stod bag. Et nyere værk er historikeren Torben Svendrups ”Hans Tausen, den danske Luther” (1994), der alene ved sin titel peger i samme retning: Hans Tausen var luthersk.

Men er dette så entydigt? Kan man så klart definere Hans Tausen som luthersk, og er det egentlig ikke en bestemmelse, der hører en senere tid til? Hvorledes var Tausen teologisk placeret i sin samtid?

Sognepræst og kirkehistoriker Rasmus H.C. Dreyer (1985-) har gennem en række forskningsprojekter og udgivelser i flere år studeret Tausen. Nærværende udgivelse, som både er en sam- og genskrivning af tidligere udgivelse samt nye bidrag, giver en mere nuanceret forståelse af Tausen. Det drejer sig om at forstå ham inden for hans egen samtids forståelseshorisont. Dreyer følger Tausen frem til Grevens fejde og undersøger ham altså ikke under statsreformationen og årene efter, hvor Tausen er knyttet til universitetet og fra 1542 biskop i Ribe. Således inddrages Tausens – for de nye præster – så afgørende postil fra 1539 stort set heller ikke. Men det gør til gengæld meget andet stof, der både reflekteret og nuanceret placerer Tausen midt i tiden. Tausen er en tidlig reformator i Danmark, og det placerer ham muligvis på et mere radikalt synspunkt.

Man kan tale om Luther i Wittenberg, Zwingli i Zürich, Oecolampadius i Basel, Bucer i Strassburg og Tausen i Viborg. Reformatorerne var knyttet til byer, og Tausen var, påpeger Dreyer, en del af by-reformationerne, der havde deres egen kontekst. Man kan flere steder tale om en by-evangelisk normalteologi, der ofte trækker på Zwingli og humanismen. Derfor kan man se, at Tausen både citerer og læser Luther, men gennem Zwinglis briller. Byreformationerne, der knytter an til byrådet, og disputationer om den rette tro og lære, er afgørende for Dreyers fremstilling, og det, at han får placeret Tausen i denne samtidige kultur, er et væsentlig bidrag til forskningen.

Men det betyder også, at når vi forsøger at få Tausen til at være luthersk, bruger vi måske et begreb, som samtiden ikke selv kunne se klart. Kunne man reelt på afstand se forskel på Luther og Zwingli i begyndelsen eller midten af 1520’erne, og bedømmer vi derved de evangeliske prædikanter, herunder Tausen, med en alen, der uhistorisk?

Et afgørende skillepunkt mellem Luther og Zwingli er nadverlæren. Luther fastslår, at Kristus er reelt tilstede i brød og vin, uafhængig af hvad vi tror, hvilket er en konsekvens af hans såkaldte retfærdiggørelseslære, hvor det er Gud, der retfærdiggør uden vor gerning. Luther sammenholder krop og ånd. Zwingli skiller krop og ånd, og ser brød og vin som symboler på Kristus, og det er vor ihukommelse, der er afgørende. Dette skiller Wittenberg fra Zürich. Men kunne man se det i København i slutningen af 1520’erne? Den store teolog på denne tid er Poul Helgesen, der er ansat ved universitetet, og reformhumanist. Han er de evangeliske prædikanters dygtigste modstander. Og han og Tausen tørner sammen om nadveren omkring 1530. Her gennemgår Dreyer fornemt kilderne, og det viser sig, at Tausen er meget tæt på Zwingli, og Helgesen siger hånligt, at Tausen kun giver københavnerne en smule brød og vin, og intet andet. Helgesen ser, at Tausen er zwinglianer. I 1533 mødes de igen ved processen mod Tausen, og her siger Tausen måske, for referatet er uklart eller måske endog korrumperet, at brød og vin er Kristi legeme og blod, og derved siger han noget andet, end det han sagde mod Helgesen i 1530.

Referatet og dens receptionshistorie er en kriminalhistorie værdig, og Dreyer formår flot at føre os igennem århundredernes diskussion: Sagde Tausen, at brød og vin er Kristi legeme og blod eller ej? Dreyer kommer frem til, at Tausen sagde, at det var det, men at dette står i modstrid med hans tidligere udsagn mod Helgesen. Tausen er efter 1530, og måske efter Luthers debat mod Zwingli, blevet klogere, og må trække i land, eller rettere: Tausen løj i disputationen, som Dreyer direkte udtrykker det. Og derved kommer han til at udtrykke en lutherske nadverteologi, som han ikke havde oprindeligt. Det er en fornem gennemgang, Rasmus Dreyer her giver af Tausens nadverteologi og receptionen af den. Denne gennemgang og sammenkoblingen med den europæiske byreformation er bogens væsentligste bidrag.

Bogen kan læses af enhver, der interesserer sig for denne spændende del af vores fælles historie og for en central figur i den.

Den er skrevet i et imødekommende og klart sprog og er oplysende illustreret. Tausen placeres mellem Luther og Zwingli lidt parallelt med Strassburgs reformator Martin Bucer (1491-1551), ikke blot som en blanding, men måske mere som et selvstændigt standpunkt. Selvom Dreyer kan sige, at Tausen er først humanist og dernæst evangelisk lutheraner, så kan han også sige, at Tausen ”med rette” er blevet kaldt zwinglianer. Der er en spændende historie, der trækker europæisk historie og tænkning ind i Danmark, og som fører os både til Viborg, Malmø og København.

Det er et flot stykke arbejde, der vil være uomgængeligt for Hans Tausen-forskningen fremover.