Kulturministerens besked er klar tale. Derfor gør en kulturel boykot alvorligt ondt på Putin

Lige nu opfordres der til at sige nej til al russisk sport, musik, dans og teater. Historien har vist, at den kulturelle boykot er et våben, der uden blodsudgydelse kan slå hårdt og gøre stor skade på et lands selvforståelse

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen har bedt alle danske kulturinstitutioner om at indstille samarbejde med Rusland.
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen har bedt alle danske kulturinstitutioner om at indstille samarbejde med Rusland. Illustration: Rasmus Juul

Beskeden fra kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) var ikke til at misforstå:

”Jeg har instrueret alle statslige kulturinstitutioner til øjeblikkeligt at indstille alt samarbejde med det officielle Rusland. Derudover opfordrer jeg Musikhuset i Aarhus til at aflyse russisk nationalballetforestilling mandag,” skrev hun i sidste uge på Twitter, punktueret af hashtagget #StandWithUkraine.

Denne artikel er en del af en serie:
Konflikten i Ukraine
Gå til seriesiden

Det er et ”tough game” at være russisk sportsudøver, nationalballetdanser, dirigent eller kunstner i det almindelige for øjeblikket. En række europæiske ledere har gjort som den danske kulturminister og opfordret til, at man ikke samarbejder med russerne på det kulturelle område.

Inden for sportens verden kaldte de store fodboldforbund Fifa og Uefa det i denne uge for ”en uundgåelig beslutning” at udelukke russiske klubber og landshold fra de store turneringer. Flere sportsforbund forventes at følge efter. Og som en lille, sigende historie i den store: Det Internationale Judoforbund har udelukket Ruslands præsident, Vladimir Putin, der selv er ivrig judokæmper, fra at kæmpe ved forbundets turneringer.

Herhjemme fik kulturministeren sin aflysning af Tchaikovsky-balletten ”Svanesøen”, der skulle have været opført i Musikhuset i Aarhus, igennem, og Aalborg Teater har fjernet den russiske dramatiker Andrej Tjekhovs skuespil ”Ivanov”, der skulle have været opført den kommende teatersæson, fra programmet.

Ceremoniel afskæring

En kulturel boykot er i fuld gang med at blive udrullet. Men hvad vil det egentlig sige? Udtrykket ”boykot” har sin rod i en strid mellem den engelske godsforvalter Charles Boycott (1832-1897), der havde et gods i Irland, og hans irske fæstebønder.

Bønderne fulgte en lokal politikers opfordring til at nægte at samarbejde med godsejeren i forbindelse med høsten i 1880. Det endte med, at 50 strejkebrydere, under massiv politibeskyttelse, fik kornet i hus for Charles Boycott, men godsforvalteren måtte senere forlade Irland.

I dag forstås ”boykot” ganske bredt. Vi siger for eksempel, at vi som forbrugere boykotter, når vi undlader at købe varer fra bestemte lande eller udbydere, enten af politiske grunde, eller med det formål at tvinge dem til eksempelvis at sikre bedre arbejdsforhold eller dyrevelfærd.

En kulturel boykot er, når man prøver at isolere et land på kulturområdet, for derved at lægge et politisk pres:

”Det handler om at udelukke landet fra det festlige og ceremonielle bindeled, kultur kan være mellem lande, lige fra teater over dans til melodigrandprix og sport,” siger Hans Bonde, der er professor i historie ved Institut for idræt og ernæring ved Københavns Universitet, med et ordvalg, der få én til at tænke, at ordet ”boykot” måske er blevet så populært på grund af den lydlige forbindelse til det engelske ”cut”.

Der er en række milepæle i den kulturelle boykots historie. Den første rigtige sportsboykot fandt sted i netop Rusland, ved De Olympiske Lege i Moskva i 1980. Sovjetunionen havde invaderet Afghanistan, og flere af Vest-magterne valgte at blive væk i protest.

”De olympiske lege er en begivenhed, hvor et land søger emotionel anerkendelse i verdenssamfundet. En af verdens største sportsnationer, den frie verdens leder på det tidspunkt, USA, boykottede legene, og det var et kæmpemæssigt prestigetab for Sovjetunionen,” siger Hans Bonde.

"Hverdagen er politisk"

Danmark holdt sig på det tidspunkt tilbage fra en total boykot og stillede op under olympisk flag. Men OL havde mistet sin uskyld. Eller: Det var faktisk sket længe før.

En kulturel boykot var nemlig også oppe at vende i 1936 ved legene i Berlin, i Hitlers Nazityskland, hvor hagekors og heilende hænder fyldte billedet. Den internationale olympiske komite IOC havde på forhånd udtrykt en vis bekymring over legenes rolle i Hitlers udbyggede propagandaapparat, især over nazisternes hårdhændede indgreb over for tyske jødiske idrætsfolk.

”En række lande, herunder USA, forsøgte faktisk at iværksætte en boykot, men det blev i sidste instans ikke til noget. Der var ingen, der boykottede,” siger Hans Bonde.

Så hvad var der sket i mellemtiden, som gjorde, at en boykot så konsekvent blev gennemført i 1980? En del af det har at gøre med ungdomsoprøret i 1968, siger Hans Bonde.

”Her var der skabt en bevidstgørelse af, at sport og politik hænger sammen. ’Hverdagen er politisk’, var ét af slagordene. Der var sket nogle skred, som gjorde, at verdenssamfundet var mere villigt til at anerkende sportens politiske position, og også bruge den.”

Også på andre kulturelle områder end sportens havde den politiske protest vundet indpas, påpeger Hans Bonde.

”Der var også en ungdomskultur, som i høj grad brugte musikken til at manifestere politiske holdninger. Man mener, at The Beatles var noget af det, der var med til at ryste jerntæppet på grund af musikkens greb i den sovjetiske ungdom,” siger Hans Bonde.

Dem mod os

Men hvor effektiv er en kulturel boykot? En større gruppe rockmusikere, der tæller blandt andre Pink Floyd-sangeren Roger Waters, Radiohead-forsangeren Thom Yorke og den new zealandske sangerinde Lorde, har gennem bevægelsen BDS (Boycott, Divestment, Sanctions) de senere år boykottet og opfordret til kulturel boykot af Israel på grund af besættelserne på Vestbredden, der af bevægelsen er blevet kaldt for ”apartheid”. Men de har ikke fået bred opbakning til deres sag og er blevet kritiseret af andre musikere, som blandt andre Nick Cave, for beslutningen om at afskære det israelske folk fra at opleve kultur på lige fod med andre.

Hvis man skal fremhæve én kulturel boykot, som har været særligt effektiv, kan man se til apartheidregimet i Sydafrika fr 1948 til 1994.

”Der blev IOC presset, især af mange afrikanske lande, til en boykot af al sport med regimerne i Sydafrika og i Rhodesia, det nuværende Zimbabwe. Der var en meget stærk sportslig, og kulturel, boykot af Sydafrika, der endte med at blive stærkt medvirkende til, at apartheidregimet gik i opløsning,” siger Hans Bonde.

Skal man forstå, hvorfor sporten generelt er et rigtig godt middel til at opnå forandringer, måske mere effektivt end aflyste koncerter, må man se på dens natur, påpeger idrætsforskeren:

”Det, at man er udelukket fra at hævde sig sportsligt blandt andre nationer kan være et kæmpe tab, for sporten er jo nok den største skaber af national identitet, der findes i det moderne samfund.”

Nationalstaten er jo ganske ung, tilføjer han. Danmark er én af de ældre, og vi blev det først i 1849 med Grundlovens indførelse.

”Fordi staterne er ret fragmenterede med dialekter og egnsforskelle, kræver det nogle virkemidler at få folk til at føle sig som eksempelvis danskere eller russere. Og der er det typisk sporten, kulturen, sproget, medierne, der binder os sammen,” siger Hans Bonde.

Han vil dog stadig fastholde, at sporten er den arena, der mest effektivt skaber den største fællesskabsfølelse.

”Det er dem mod os, det er OS, der spiller, og alt males tydeligt ud gennem farver og nationalmelodier.”

Ikke mere teater

Den kulturelle boykot har også ofte vakt debat og er ikke blevet set som lige hensigtsmæssig af alle. Teaterinstruktøren Martin Lyngbo skrev i denne omgang på de sociale medier, at han var "ulykkelig" over dansk kulturlivs aflysninger af forestillinger og koncerter med russiske kunstnere. I Berlingske udfoldede han argumentet: Gør vi os i virkeligheden til nyttige idioter for Putin ved at styrke ham i en martyrfortælling om, at det i virkeligheden er Rusland, det er synd for?

I forhold til sport kunne man spørge, om ikke sporten bør være upolitisk, fri og uskyldig leg? Argumentet om sportens neutralitet og målet om, at sporten bør være forbrødring, er også blevet brugt af russiske sportsfolk i denne omgang.

Men her må man have øje for proportionerne, siger Hans Bonde.

”Det, de smadrer i Ukraine, er hele landet. Ruslands krigsindsats er så total, at den også vedrører sporten. Unge ukrainske atleters mulighed for at stille op til noget som helst, fordi de må kæmpe for deres liv, eller allerede er blevet dræbt i kamp – som den 20-årige ukrainske skiskytte Yevhen Malyshev. Og der er det fuldstændig legitimt, nærmest en pligt for sportsorganisationerne, at komme med et modsvar.”

Hans Bonde mener stadig, at adskillelsen af sport og politik er et ideal, vi bør holde fast i, ud fra den betragtning, at hvis alle har en politisk holdning, de skal bringe til torvs, så er sport ikke længere sport, men et ideologisk gedemarked. Man behøver blot at tænke på den italienske fodboldspiller, Lazio-anføreren Paulo DiCanio, der trods bøder og karantæne fortsatte med at heile mod klubbens højreradikale tilhængere, før man aner problemet.

”Vi kan jo ikke tillade politik i sport og så kun tillade visse former for politik. Jeg hører til dem, der mener, vi skal prøve at modvirke politisering. Men jeg vil faktisk sige, at det ikke bare er en ret, men en pligt at modpolitisere, hvis nogen bruger sporten politisk. Og Putin har selv politiseret sporten, da man gik i gang med at smadre de ukrainske sportsorganisationer,” siger Hans Bonde.

Han peger desuden på den beviste statsdoping af russiske atleter, samt de enorme summer, der blev brugt på anlægget til Vinter-OL i Sotchi i Rusland i 2014, et anlæg, Putin siden har brugt i iscenesættelsen af sig selv.

”I sovjettiden brugte man sporten til at vise det kommunistiske Rusland som overlegent. Lige nu opbygges en nationalistisk fortælling, der viser helt tilbage til tsartiden. Og sporten er helt central i det, om det så er Formel 1, skak eller judo, så bliver sporten brugt politisk. Putin udtog så store midler til legene i Sotchi, at det kunne ses på bruttonationalproduktet. Det blev de dyreste lege nogensinde.”

Den antikke romerske satiriker Juvenal skrev, at kejserne bruger ”brød og skuespil” til at forføre og passivisere masserne politisk. Man kan argumentere for, at Putin netop har skabt en slags kejserkult omkring sig selv, en kult, der involverer kulturen og sporten. Ser man sådan på det, er kejseren med en sportsboykot blevet frataget hans mulighed for at iscenesætte sig selv og nationen.

”Og det gør uhyggeligt ondt på ham,” siger Hans Bonde.

Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.