Magtfuld, frygtet og værdsat: Anmelderen Lars Bukdahl er et fænomen

Lars Bukdahl begyndte sin anmeldergerning i Kristeligt Dagblad. Siden er han blevet berømt som ”slagteren fra Pilestræde”, da han i Weekendavisen blev en af landets mest toneangivende litteraturanmeldere. I sin nye bog ”Billedstormeren” læses Lars Bukdahls litteraturkritik i et kritisk lys

Lars Bukdahl var litteraturanmelder på Kristeligt Dagblad indtil 1996, hvorefter Weekendavisen overtog hans stadig vildere pen.
Lars Bukdahl var litteraturanmelder på Kristeligt Dagblad indtil 1996, hvorefter Weekendavisen overtog hans stadig vildere pen. Foto: Leif Tuxen

Det er som regel forfatterne, der er i fokus, mens de fleste anmeldere forbliver mere eller mindre anonyme bødler eller begejstrede førstelæsere. Men der findes undtagelser. Tom Kristensen (1893-1974) var for eksempel ikke kun kendt og anerkendt som digter og forfatter, men også berømt og frygtet som anmelder i Politiken. Forfatterskolens grundlægger, Poul Borum (1934-1996), blev også kendt i den bredere offentlighed for sine nådesløst ærlige anmeldelser i Ekstra Bladet, men også for sit stærke blik for talent, som han også brugte som redaktør på Hvedekorn.

Og i vores egen tid stikker Lars Bukdahl, der de senere år også har været redaktør af Hvedekorn, ud som en digter, redaktør og anmelder, der mildt sagt bliver lagt mærke til.

Det viser litteraten Svend Skrivers nye bog ”Billedstormeren”, som man måske kan læse som én lang anmeldelse af Bukdahls anmeldelser, for bogen kaster et kritisk granskende blik på Lars Bukdahls anmeldervirke. Men alene det faktum, at Svend Skriver, der også selv er anmelder her i avisen, har skrevet en hel bog om Bukdahl, demonstrerer også en stor anerkendelse af manden.

”Det er jo selvsagt et særsyn, at en anmelder berettiger til en hel bog. Men Lars Bukdahl har længe været en institution i det danske anmelderkorps, og det er klart, at jeg anerkender ham for det, ligesom hans farverige stil har fascineret mig. Men med til hans magtfulde rolle som mangeårig toneangivende anmelder, synes jeg også, at der var et behov for at kaste et kritisk lys på hans virke, og det er også det, jeg har forsøgt at gøre i bogen,” siger Svend Skriver.

I forordet citerer Svend Skriver fra et portræt af Bukdahl i månedsbladet Press fra 2001, hvor Lars Bukdahl for længst havde slået sit navn fast som anmelder, først her i avisen, men til en nærmest eksplosiv berømmelse i Weekendavisen, der holder til i Pilestræde i København:

”I en alder af bare 32 år er Lars Bukdahl en af Danmarks mest magtfulde litteraturanmeldere. Frygtet af forfattere som slagteren fra Pilestræde. Værdsat af redaktører, fordi han er slagter.”

Bogens motto er hentet fra litteraten John Chr. Jørgensen, som ligeledes i 2001 skrev, at Bukdahls anmeldelser i Weekendavisen ”bærer præg af et brændende ønske om at blive set og hørt”.

Og det blev Lars Bukdahls anmeldelser altså også i de år. Men han begyndte mere anonymt her i avisen med en mere forsigtig stil, som ifølge bogen blot førte til fire læserbreve i perioden fra 1988 til 1996, hvor han flyttede sin allerede erfarne pen til Weekendavisen og slap den løs for alvor.

Her følte Lars Bukdahl sig fri som en rebelsk teenager, der endelig er flyttet hjemmefra, og man mærker den nyvundne frihed i de første års anmeldelser i Weekendavisen, som han nærmest demonstrativt straks fyldte med bandeord, uanset om han var begejstret eller ”i slagtehumør”. Og i et digt fra digtsamlingen ”116 chok for sheiken” fra netop 2001 ironiserer han netop også over sit avisskifte:

”Det var et chok for sheiken,/ at jeg havde en fortid hos Kristeligt Dagblad./ Hvad laver den Buk/ i den Dahl?/ spurgte han.”

Spørger man Svend Skriver, var årene hos Kristeligt Dagblad uden tvivl en vigtig læretid for Lars Bukdahl. I begyndelsen virkede Lars Bukdahl næsten også som en slags overbærende lærer over for forfatterne, og i en kritisk anmeldelse af Peter Asmussens ”Sørgespil” skriver han for eksempel afslutningsvist ganske opmuntrende, at ”der var naturligvis ingen grund til sådanne moralske og tekniske indvendinger, hvis han ikke var så åbenlyst talentfuld en forfatter”.

Lars Bukdahl elsker stadig at finde talent som både anmelder og redaktør på Hvedekorn. Han blev med tiden også en avantgardistisk anmelder, selvom han selv har kaldt sin stil for ”kvalificeret normløshed”, idet han har favnet alle genrer, så længe de sagde ham noget. Den mere åbne linje blev dog ifølge Svend Skriver nedtonet med årene i Bukdahls anmeldelser, som blev mere og mere ”kradse, fabulerende og spektakulære” i takt med, at han ændrede syn på anmelderens rolle og på litteraturen.

”Bukdahl betragtede simpelthen anmeldelsen som en selvstændig kunstgenre, der ikke skulle begrænses af noget som helst. Det var i sig selv forfriskende, det har jeg stor respekt for, men samtidig begyndte han at benytte sig af det, jeg kalder sidespark, hvor anmeldelsen ikke kun retter kritik mod det værk, der skal anmeldes, men også mod forfatteren generelt eller mod andre forfattere. Det var set før, men for Lars Bukdahl blev det en stil, som han rendyrkede.”

Et tidligt eksempel er Lars Bukdahls anmeldelse her i avisen af Søren Ulrik Thomsens ”Hjemfalden”, som han roste til skyerne, men så tilføjer Lars Bukdahl, at Søren Ulrik Thomsen i sine dårligste digte minder om Henrik Nordbrandt, som ellers blev opfattet som Søren Ulrik Thomsens digteriske faderfigur.

På den måde roser han Søren Ulrik Thomsen og nedgør Henrik Nordbrandt (som han ellers lige havde rost for en anden digtsamling) ved at understrege, at eleven er blevet stærkere end mesteren. For når Søren Ulrik Thomsen skrev dårligst, skrev han som Henrik Nordbrandt! Og da Lars Bukdahl skifter til Weekendavisen, får ”sidesparkene” ny styrke, ”og så begyndte de vrede læserbreve også at komme”, forklarer Svend Skriver.

”Sidesparkene blev vildere og vildere og med tiden også personlige. Han har for eksempel kaldt Hanne-Vibeke Holst ’en lille idiot’, og anmeldelser skrevet af kritikerkollegerne Thomas Bredsdorff og Lars Handesten for ’smalhjernede’. Hvordan løfter det debatniveauet? Samtidig hører det med i billedet, at Lars Bukdahl er en original anmelder, og det er bevægende at mærke hans begejstring for forfattere som F.P. Jac, Peter Laugesen og Dan Turèll.”

I samme periode ophøjede Lars Bukdahl en række rappere som L.O.C. og Jokeren til at være vor tids store sprogfornyere. Når L.O.C. for eksempel skrev ”Undskyld, so!” i en sang, gik Lars Bukdahl begejstret til tastaturet for at hylde digteren, der forstod at ”disse” andre med godt sprog, mens han ikke gav meget for Jens Christian Grøndahl, Benn Q. Holm og Ib Michaels malende (”kedelige”) beskrivelser.

I en klumme skrev han for eksempel, at han ikke kunne huske, om han lørdag formiddag havde læst Jens Christian Grøndahls seneste roman, så intetsigende havde den åbenbart været.

”Spørgsmålet er, om de personlige angreb er nødvendige. Jeg forstår heller ikke, at han vil forsvare den decideret onde anmeldelse. Hvis det er ’etisk uforsvarligt at skrive onde anmeldelser’, som han bemærker et sted, hvorfor så gøre det? Man kan selvfølgelig ikke være venlig mod alle. En del af det at være anmelder er netop at skære igennem. Men tilkoblingen af ondskab undrer mig,” siger Svend Skriver og spørger: ”Hvordan kan man forsvare ondskab i et publicistisk perspektiv?”.

”Der er nogle, der har elsket Lars Bukdahl, og så er der også nogle, der mildt sagt ikke har været så begejstrede. Det er ikke tilfældigt, at det var Lars Bukdahl, som Janus Kodal valgte at hælde vand ud over. Og det er ikke tilfældigt, at Ib Michael har lovet Lars Bukdahl tæv. Lars Bukdahl har fremkaldt voldsomme reaktioner gennem årene, og det synes jeg, har været interessant at dykke ned i. Og undervejs fik jeg lyst til at rejse en generel diskussion om anmelderi. Jeg vil gerne slå på tromme for den åbent undersøgende anmeldelse.”

Men er du ikke også selv hård ved Lars Bukdahl i bogen?

”Det kan man mene, men man skal igen forstå, at bogen er skrevet ud fra en grundlæggende anerkendelse af Lars Bukdahl som kritiker. Han er en ener blandt danske anmeldere. Lars Bukdahl har imidlertid også i årevis ført kampagne mod forfattere som Ib Michael, Jens Christian Grøndahl og Pia Tafdrup. Morten Sabroe har også måttet stå model til meget gennem årene. Lars Bukdahl har derudover karakteriseret en del af sin egen kritiske praksis som hetz. Og hvordan løser man en publicistisk opgave ved at føre hetz mod en forfatter?”.

I Weekendavisen får din egen bog meget hård kritik. Hvad siger du til det?

”Når man udgiver en bog, må man også forvente, at anmelderne kan være kritiske. Det er spillets regler,” siger anmelderen og tilføjer:

”Der er blevet talt meget om Lars Bukdahls kritik gennem årene. Med bogen har jeg fremlagt den første systematiske analyse af fænomenet.”

Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af Svend Skrivers bog "Billedstormeren" her.