Biolog hylder koen med stort bogværk: Fornemmelsen af kostald er ren tryghed

Det bliver i stigende grad upopulært at drikke mælk og spise oksekød, men der er grund til at hylde koen for dens rolle i dansk kulturhistorie, mener forfatter og biolog Anton Raundahl

Den røde ko eller Rød Dansk Malkerace, som den rigtigt hedder, er nærmest lidt fortærsket som dansk nationalsymbol. Men faktisk er den i dag tæt på at være udryddet. Her ses den afbilledet på M. Therkildens oliemaleri ”En ko løs” fra 1890, der hænger på Statens Museum for Kunst. – Foto: Statens Museum for Kunst.

Fornemmelsen af kostald er det tryggeste, Anton Raundahl kan komme i tanker om. Det er også et af de første minder, han har fra opvæksten på et bindestaldslandbrug i Vestjylland i 1950’erne.

”Det har vel været sådan ved fem-sekstiden en vinteraften, hvor jeg var med min far ude og malke. Så stod køerne i to rækker med rumpen ud mod midtergangen. Når han havde strøet og fejet, og det hele var i orden, fortalte han historier, og jeg sad og lyttede med. Dengang striglede man også køerne på ryggen. Deres rolige puls, rumlen i maven, de dybe lyde. Når jeg tænker på det, bliver jeg fyldt af sådan en varm og tryg stemning,” siger han.

Anton Raundahl voksede op, og faderen, der aldrig selv havde fået en uddannelse, syntes, at det skulle hans søn have. Han kom på gymnasiet, siden på universitetet i storbyen og blev uddannet biolog. Da han sammen med sin hustru og deres børn skulle flytte i hus 1980’erne, faldt valget på en ejendom i Odsherred i Nordvestsjælland – klos op ad et landbrug med en stor kostald.

Fascinationen af køer har Anton Raundahl haft hele sit 71-årige liv, og nu har den udkrystalliseret sig i et stort tobindsværk, der vist ikke er set magen til i dansk faglitteratur før. ”Ko. Næsten alt om verdens vigtigste dyr” er netop udkommet, og heri udrulles blandt andet koens måske nok lidt undervurderede rolle i dansk kulturhistorie.

Vi møder 30 forskellige racer som den klassiske og nu alvorligt truede Rød Dansk Malkerace, ”Holsteineren”, den sortbrogede malkeko, der i dag er den mest udbredte herhjemme, og mere eksotiske racer som for eksempel de plyssede Skotsk Højlandskvæg. I bind to ses der på forskellige aspekter ved køernes liv med mennesker, for eksempel dyrevelfærd, slagtning, avlsarbejde og koens rolle i religion og kultur verden over.

Koen er et yndet og måske også lidt fortærsket dansk nationalmotiv. I Shu-Bi-Duas ”Danmark” indfanges billedet af den fredelige landbrugsnation drillende i linjerne: ”Storken er en dejlig flyver, koen har et dejligt yver, Danmark er et dejligt land!”. Og ”Kampen om den røde ko” fra 1987 er en parodi over efterkrigstidens Morten Korch-film med den sunde og mælkedrikkende bonde i centrum.

Der er noget trygt og roligt over køer, mener forfatter og biolog Anton Raundahl. Her ses skitsen ”Hoved af en ko” af Johan Thomas Lundbye, dateret 1843. – Foto: Statens Museum for Kunst.
Der er noget trygt og roligt over køer, mener forfatter og biolog Anton Raundahl. Her ses skitsen ”Hoved af en ko” af Johan Thomas Lundbye, dateret 1843. – Foto: Statens Museum for Kunst.

Anton Raundahl begynder dog sin fortælling om koen et helt andet sted, nede i det, han kalder ”den frugtbare halvmåne”, i Mellemøsten. Genetiske undersøgelser har vist, at alle køer i dag stammer fra omkring 80 urokser, der for omkring 10.000 år siden blev domesticeret i det gamle Mesopotamien, der på det tidspunkt var frugtbart og grønt.

Okserne blev gjort tamme af mennesker, der dyrkede jorden og fandt det fordelagtigt at have afgræssere og trækdyr med sig.

”Det var ret væsenligt for vores civilisation, at man besluttede sig for ikke at drive jagt på dem, for uroksen blev siden udryddet,” siger Anton Raundahl.

”Først holdt man blot disse dyr i live uden at malke dem. For det er faktisk en ret besværlig proces at malke en urokse, men analyser af potteskår har også vist spor af mælkefedt på indersiden af potteskår. Så på et tidspunkt er det lykkedes.”

Okserne og deres mennesker vandrede mod Nord over de næste årtusinder. Og i det sydlige Ungarn opstod et folkeslag af mælkedrikkere, der også som voksne udviklede laktase, et enzym, der gør det muligt at få gavn af koens mælk. For omtrent 6000 år siden landede landbrugerne heroppe i Danmark.

”Laktaseudviklingen viste sig at være en kæmpe fordel i konkurrencen med andre folkeslag. Man kan se rent genetisk, at det har været en fordel at have koen med. Det har hjulpet os til at danne store befolkninger, så vi har kunnet udkonkurrere jægere og samlere. Dem, der havde køer, havde også landbrug. Men kan du udnytte mælken, bliver det mindre vigtigt, om du kan opdyrke jorden,” siger Anton Raundahl.

Kvæget, der langsomt ændrede sig fysisk og blev mindre urokser og mere lig de køer, vi kender i dag, blev brugt som trækdyr i opdyrkningen af landet. Samtidig har køer og mennesker uden problemer levet helt tæt sammen.

”I gamle jernalderhuse kan man for eksempel se, at der er stald i den ene ende og beboelse i den anden,” siger han.

Koen er et godt eksempel på et dyr, hvorfra man kan bruge nærmest alt; kød, mælk, blod, mave, huder og horn. Selv kokasserne er blevet brugt, blandt andet til at kline huse op med og lave optænding af.

I middelalderen begyndte man at lave stude, det vil sige kastrerede tyre, der vokser sig højere end tyrene, er mere håndterbare, og hvis kød har en mildere smag. Studene voksede ikke så hurtigt og behøvede ikke så meget foder. Og det er overset, hvor meget studeeksporten, der tog fart i løbet af 1700-tallet, har betydet for udviklingen af det samfund, vi har i dag, mener Anton Raundahl

”Er man ’woke’, så vil man sige, at vores samfund er bygget på slavehandel, men studeeksporten har altså været én af de største pengemaskiner. Øresundstolden, sild og studeeksport, mest fra Jylland. De jyske bønder måtte egentlig ikke eksportere sydpå, men de gjorde det alligevel. Det betød rigtig meget økonomisk for Danmark og for vores nationale identitet, og det fortsatte i en lang periode, helt op til 1900-tallet,” siger han.

”Liggende ko. Foroven til venstre en siddende bondepige, t.h. en kat drikkende af en mælkebøtte”. Tegning af Johan Thomas Lundbye, 1843. – Foto: Statens Museum for Kunst.
”Liggende ko. Foroven til venstre en siddende bondepige, t.h. en kat drikkende af en mælkebøtte”. Tegning af Johan Thomas Lundbye, 1843. – Foto: Statens Museum for Kunst.

Apropos national identitet, kommer man ikke uden om én bestemt slags ko, nemlig Rød Dansk Malkerace. Historien om den er et lille eventyr om storhed og fald i sig selv.

”Der er mange forskellige racer, men ikke ret mange er danskskabte. Denne race er netop danskskabt og var i lang tid kvalitetsmæssigt i toppen,” fortæller Anton Raundahl.

Selv om den er danskskabt, er det dog vigtigt at vide, at racen er ”bygget” på blandt andet en race kaldet ”anglerkvæg”, der stammer fra halvøen Angeln syd for Flensborg, som i dag er på tyske hænder. Men engang var Angeln faktisk dansk, og på dén måde kan tesen godt forsvares.

”Historien er, at der var drifter af kvæg op gennem Jylland og over Fyn til København. Undervejs blev nogle af de bedste dyr solgt til landmændene. I 1880’erne fik den sit navn, og det var den første race, hvor man i Danmark brugte kunstig sædoverførsel, altså kunstig inseminering. Den samme tyr kunne pludselig bruges på 50.000 køer frem for 50 køer. De samme tre-fire tyre blev fædre til næsten alle de smukke røde malkekøer i landet – og det hævner sig,” siger Anton Raundahl.

Rød Dansk Malkerace har været hovedkaraktér i en historie om fremgang, udvikling og dansk know-how. Men på et tidspunkt overgjorde man det med at bruge de bedste tyre, og så blev der for meget indavl. Racen kom til at halte efter de sortbrogede ”Holsteiner-køer” i egenskaber, og siden er det gået kraftigt ned ad bakke for Rød Dansk Malkerace. Racen er på listen over alvorligt truede gamle danske husdyrracer, og der er kun omkring 80 individer tilbage alt i alt.

Forfatter Anton Raundahl har hele livet elsket miljøet i en kostald. Før ham har en række malere opholdt sig der for at indfange stemningen, blandt andre maleren Johan Thomas Lundbye. Her ses hans ”En kostald i en bondegård. Vejby” fra 1844. – Foto: Statens Museum for Kunst.
Forfatter Anton Raundahl har hele livet elsket miljøet i en kostald. Før ham har en række malere opholdt sig der for at indfange stemningen, blandt andre maleren Johan Thomas Lundbye. Her ses hans ”En kostald i en bondegård. Vejby” fra 1844. – Foto: Statens Museum for Kunst.

”I dag er der færre Rød Dansk Malkerace, end der er pandaer. Og man kan jo sige, det er meget naturligt. Men der er også nogle, der mener, at racen bærer på nogle værdifulde egenskaber i forhold til de sortbrogede, som skal have en masse højkvalitetsfoder for at give en masse mælk. At de udnytter det foder, de spiser, bedre, og dermed også binder nogle andre næringsstoffer i mælken,” siger Anton Raundahl.

Fremme i nutiden er der omkring 1,5 millioner stykker kvæg i Danmark, og det er noget færre, end der har været. De seneste 40 år alene er kvægbestanden herhjemme halveret. Det kan man, hvis man er koelsker som Anton Raundahl, godt begræde, bortset fra, at én af årsagerne også er, at driften er blevet optimeret, så den enkelte ko giver mere mælk.

I 1982, hvor Anton Raundahl og familien flyttede til Odsherred, var der 100 køer på nabogården (”og det var en pænt stor gård dengang”). I dag er det ikke unormalt med landbrug med 300-500 køer, fortæller han, ”Og på de største kvægbrug i Danmark er der langt over 1000”.

Man ved aldrig, hvordan landbruget vil se ud om 20-30 år, siger han. Men én af de nyere udviklinger er faktisk lidt tilbage til rødderne. Fordi der er efterspørgsel på økologisk mælk har flere konventionelle mælkebønder omlagt til økologiske landbrug.

Koens anatomi har gjort den til et yndet motiv i kunsten, som på ”Græssende ko. Dekorativt udkast” af P.C. Skovgaard (1817-1875).  – Foto: Statens Museum for Kunst.
Koens anatomi har gjort den til et yndet motiv i kunsten, som på ”Græssende ko. Dekorativt udkast” af P.C. Skovgaard (1817-1875). – Foto: Statens Museum for Kunst.

”Men der er også en stærk bølge af det her med mælk, hvor ’kalven har fået først’. Det, at man er nødt til at tage kalven fra koen kort tid efter fødslen, for at man selv kan få mælken, har længe været en dyreetisk varm kartoffel. Der er forsøg, der viser, at de godt kan have et andet liv, kalvene. At det rent arbejdsmæssigt kan være en fordel, for når først det kører, skal der ikke bruges særlig meget tid til pasning, og at mælken i det hele taget løber lettere til. Og at man både får fysisk og psykisk stærkere kalve,” siger Anton Raundahl.

Og landmændene må gøre, hvad de kan, for koen er udråbt til en stor klimasynder. Samtidig er veganismen en voksende bevægelse, der helt afsværger sig mælken, men alligevel imiterer den med havremælk, rismælk og mandelmælk.

Men selvom der er færre af dem i Danmark i dag, og kvægbruget er mere usynligt, end det har været, så er de her også i dag, køerne. Står i deres stalde og gumler hø eller ensilage, bliver kløet på ryggen af en elektrisk børste, før de lægger sig ned og hviler. Og også i dag vil der indimellem være en lille dreng eller pige, der lægger vejen forbi, ser ind i et stort, brunt øje og får sig et minde for livet.