Smaragd-dolke og sabler, der har hugget hoveder af: Ny, dansk udstilling viser islamiske våben af højeste karat

I Vesten forbindes islamiske våben med blodig brutalitet. Men alle kulturer er til alle tider gået i krig, med våben. Davids Samling i København viser i sin hidtil største og dyreste udstilling islamiske krumsabler, sværd og dolke og gør os klogere på filosofien og æstetikken bag

Denne lille persiske dolk af hvalrostand bærer – modsat mange andre islamiske våben – ikke koranvers på klingen, men et kærlighedsdigt. – Foto: Pernille Klemp/Davids Samling.

Ali Baba og hans fyrretyve røvere svingede rundt med den i ”1001 nats eventyr”, den halvmåneformede krumsabel. Sablen er et ikonisk billede på det fremmedartede og lidt drabelige, vi i Vesten har en tendens til at forbinde islamisk kultur med.

Og krumsablen er der – selvfølgelig – i den nye udstilling ”Kamp, jagt og pragt. Våben fra den islamiske verden 1500-1850”, som åbner i Davids Samling i København i næste uge. Sammen med et væld af andre kostbare – og drabelige – våben.

”Den islamiske verden er i negativ forstand kendt for krumsablen, og den indgår også i Saudi-Arabiens rigsvåben, og tidligere også deres flag. Men der har været brugt mange andre former for våben, og nogle kunstneriske teknikker og æstetiske udtryk, som er helt anderledes end dem, vi kender til i Vesten. Det er dét, der gør våbnene så spændende,” siger museumsinspektør i Davids Samling Joachim Meyer.

Mens de øvrige ansatte i Davids Samling knokler på før den store museumsgenåbning, let nervøse ved de endnu ikke offentliggjorte retningslinjer for besøgende, kanter Joachim Meyer sig med et nøglebundt sig op ad en trappe og ind på samlingens førstesal for at vise, hvad han og kollegerne i næste uge kan præsentere, med stolthed.

Her er der mørkere og lidt køligere end i resten af huset, og det har sine grunde. Udstillingen, der egentlig skulle være åbnet i efteråret, er samlingens hidtil største og dyreste, forklarer han. Den er blandt andet blevet til på baggrund af ønsket om at fremvise en større samling af historiske islamiske våben tilhørende en anonym dansk samler, som Davids Samling igennem en årrække har samarbejdet med.

”Tit er det sådan, at når man er våbensamler, så samler man bredt ind, men ham her har altså samlet særligt på islamiske våben. Han er ved at være en ældre herre. Og nu er våbnene her i Danmark, men når han er væk, ved vi jo ikke, hvor de ryger hen. Nu var chancen der for at vise dem frem,” siger Joachim Meyer.

Samlerens våben og andre lån fra Nationalmuseet, der stammer fra perioden 1500-1850, er så kostbare, at der skulle bygges helt nye montrer til udstillingen for at øge sikkerheden. En stor del af udstillingen er dog også genstande, der tilhører Davids Samling selv.

Denne indiske dolk i stål og forgyldt bronze med rubiner viser, at våbnene også ofte har været en måde at vise pragt og status, samtidig med, at de har været funktionelle. Øverst oppe ses et dominansmotiv, idet det indiske herskersymbol, elefanten, her holdes i skak af en løve. Dolken er fra anden halvdel af det 16. århundrede. – Foto: Pernille Klemp/Davids Samling.
Denne indiske dolk i stål og forgyldt bronze med rubiner viser, at våbnene også ofte har været en måde at vise pragt og status, samtidig med, at de har været funktionelle. Øverst oppe ses et dominansmotiv, idet det indiske herskersymbol, elefanten, her holdes i skak af en løve. Dolken er fra anden halvdel af det 16. århundrede. – Foto: Pernille Klemp/Davids Samling.

Davids Samling blev stiftet i 1945 af højesteretssagfører C.L. David, der gennnem hele sit liv havde opbygget en betydelig samling af europæisk kunst og kunsthåndværk, men også islamisk kunst, og ønskede at gøre den offentligt tilgængelig som museum, også efter sin død. I dag er samlingen blandt de 10 vigtigste samlinger af islamisk kunst i verden og den største i Skandinavien. Og den vokser stadig, selvom interessen for islamisk kunst er kraftigt stigende, fortæller Joachim Meyer.

”Det er nogle markedsmekanismer omkring det, at der i forhold til vestlig kunst og kulturhistorie er relativt få velbevarede genstande, og flere, der får penge nok mellem hænderne til at kunne købe dem. Der kommer nogle rige oliesheiker og forretningsfolk ind på markedet, og der oprettes flere og flere museer i den arabiske verden også,” siger han.

Våbnene i samlingen stammer fra de tre store imperieområder, der i dag er Indien, Iran og Tyrkiet/Østeuropa, fra år 1500 til 1850. I midten af 1800-tallet begyndte den teknologiske udvikling i den vestlige del af verden at influere i den islamiske, og man skal tilbage til denne periode for at finde våben, der bærer de særlige, islamiske karakteristika. Et af dem er indskrifter. I arbejdet med udstillingen har der derfor også været tilknyttet en international specialist i osmanniske, persiske og arabiske indskrifter og koranvers.

Sabel med koraller fra det osmanniske rige fra slutningen af 1700-tallet. Forskellen på en sabel og et sværd er, at der er æg på begge sider af klingen af et sværd og kun på den ene side af sablen. – Foto: Nationalmuseet, Roberto Fortuna.
Sabel med koraller fra det osmanniske rige fra slutningen af 1700-tallet. Forskellen på en sabel og et sværd er, at der er æg på begge sider af klingen af et sværd og kun på den ene side af sablen. – Foto: Nationalmuseet, Roberto Fortuna.

Joachim Meyer viser hen til den første montre, hvor en udsmykket dolk i grøn, guld og blå hænger. Greb og skede på dolken er oversået med gyldne snirkler af arabisk skrift.

”Indskrifter og kalligrafi spiller en helt særlig rolle i den islamiske kultur. På bygninger og brugsgenstande generelt, men især på våben. Her er det tit koranvers, vi ser, og det skyldes, at koranen tillægges en amuletagtig virkning. Derfor er det godt at have med sig,” siger han og gelejder videre.

Noget andet, man i den islamiske verden har haft tradition for, er at skrive våbnets historie og herkomst på selve våbnet. Det er ikke usædvanligt, at der på de historiske våben både står navn på våbensmeden, dén sværdet eller dolken er lavet til og datoen for, hvornår det er sket.

”Det er jo rigtig smart for os som museumsfolk i dag, at informationerne findes på selve genstanden. Det modsvarer det, at meget af det arkivmateriale, vi plotter ting op på i den vestlige verden, er gået tabt i den islamiske,” siger Joachim Meyer.

Den grundlæggende forskel på et sværd og en sabel er helt enkelt, at sværdet har en lige æg på begge sider, mens sablen er kroget og oftest kun har æg på den ene side.

I en montre hænger en noget smadret sabel. Den har dog en stærk historie: Det var den norske søhelt Cort Adeler, der hjembragte sværdet i 1600-tallet, og legenden går på, at han selv var i kamp, fravristede en tyrkisk admiral sablen og huggede hovedet af admiralen bagefter med hans eget våben, beretter Joachim Meyer.

En konkylie lavet til krudthorn. Til de første geværer, der blev introduceret i den islamiske verden, skulle der bruges to typer krudt, fængkrudt og sortkrudt. En lunte antændte fængkrudtet, der så antændte det egentlige krudt til at skyde geværet af med. – Foto: Davids Samling.
En konkylie lavet til krudthorn. Til de første geværer, der blev introduceret i den islamiske verden, skulle der bruges to typer krudt, fængkrudt og sortkrudt. En lunte antændte fængkrudtet, der så antændte det egentlige krudt til at skyde geværet af med. – Foto: Davids Samling.

”Om det er sandt, ved man ikke. Men modsat mange af de andre våben kan man se, at det har været brugt,” tilføjer han og peger på en revne midt på den brede klinge.

Går man helt tæt på sablen, ser man da også tydelige ridser op og ned ad klingen. På væggen bag os hænger et smukt, rødt blomsterudsmykket stykke stof. Det er et tyrkisk telt, nok hjemtaget som krigsbytte efter slaget ved Wien i 1600-tallet, hvor de habsburgske styrker overmandede osmannernes enorme hær. Det hedder sig, at tyrkerne efterlod flere end 100.000 telte efter slaget. Et sted kan man se, at der har været et vindue, der har kunnet lukkes med et stykke stof med gitterbroderi. Faktisk var det sådan, fortæller Joachim Meyer, at der har været dobbelt af alt.

”Fordi det tog så længe at rejse teltbyerne, der hvor hæren kom, har man haft nogle, der tog i forvejen for at rejse telte, så de var klar, når hæren kom.”

Hernede i mørket er man omgivet af historiske genstande, på behagelig afstand af nutiden. Men det kan nok ikke undgås, at ”islamiske våben” får nogle til at genkalde sig Islamisk Stats iscenesættelser af de brutale halshugninger af deres vestlige fanger her i nyere tid.

Joachim Meyer mener dog ikke, der er belæg for, at den islamiske verden har overleveret en særligt voldelig kultur:

Den indiske prins Azam Shah til hest, i fuld udrustning. Buen er et særligt brugt islamisk våben, og prinsen er da også klar til kamp med sit pilekogger. – Foto: Pernille Klemp/Davids Samling.
Den indiske prins Azam Shah til hest, i fuld udrustning. Buen er et særligt brugt islamisk våben, og prinsen er da også klar til kamp med sit pilekogger. – Foto: Pernille Klemp/Davids Samling.

”Alle kulturer har våben. Vi kender også til i krig i Danmark, og det er ikke, fordi den islamiske kultur partout er mere voldelig end den vestlige. Og mange af de våben, vi ser her, har vi lignende af i andre kulturer,” siger han.

Men måske har de islamiske våben det særlige ved sig, at der både er høj funktionalitet og æstetisk kvalitet, mener Joachim Meyer.

”Der er sådan en dekorationstrang, som går igen, selvom den tager sig forskelligt ud fra område til område,” siger han og viser, hvordan tre sværd i en montre har et henholdsvist overdådigt tyrkisk, enkelt iransk og naturalistisk indisk udtryk. Men så viser han ind i det næste rum, hvor der hænger en simpel bue i en montre. Det er en såkaldt refleksbue, hvor træet kan spændes af og spændes igen, når det bøjes modsat.

”De har jo været utroligt funktionelle, og vi ved, at buerne har været meget beundrede af modstanderne. Man bruger faktisk buer meget langt op i tiden. Geværene vinder frem, men med en vis skepsis. Både fordi de bliver anset for at være ufunktionelle og noget værre snyd.”

I alle rummene er der ophængt malerier, der viser, hvordan våbnene er blevet brugt. Det er såkaldte miniaturer fra Davids Samling, mageløst detaljerige illustrationer tiltænkt bøger. På en af dem ser man krigere på hesteryg bruge buer og sabler mod forskellige dyr i en indhegning. Billedet viser, hvordan jagt og krig har hængt sammen:

”Ofte har herskerne underholdt sig med jagt, mens de har fulgt med hæren. Og jagten har også været brugt som et slags forberedelsesritual. Man gjorde det, at man jog en masse vilde dyr sammen i en indhegning, og derpå nedslagtede man dem. Det har været vanvittigt brutalt, og der er beretninger om fyrster, der går rent i depression af det. Men det har været opfattet som en slags træning til kamp, og det har også været en måde at udvælge gode krigere på. Lidt som når en fodboldtræner skal sætte et hold,” siger Joachim Meyer.

Der er også en hel del uhandy våben i samlingen. Næsten to meter lange geværer, der nærmere kan kaldes en slags mobile kanoner, som har skullet håndlades, antændes med lunte og brugt to typer krudt for at fyre af. Mest uhandy er nok den kølle af bjergkrystal, der hænger i udstillingens allersidste rum, og som man nok kunne gokke nogen i nødden med, men måske mest af alt ville være bange for at ødelægge. Vi er kommet til den finere afdeling, der viser, hvordan våbnene også har været et middel til at vise sin status.

Én af de miniaturer, der viser, hvordan våbnene er blevet brugt i store slag. Her vises, hvordan den indiske hinduhersker Bikramijt og hans hær (til højre) overvinder den afghanske Darya Khan Rohilla (til venstre). Miniaturen er fra midt i 1600-tallet. – Foto: Pernille Klemp/Davids Samling.
Én af de miniaturer, der viser, hvordan våbnene er blevet brugt i store slag. Her vises, hvordan den indiske hinduhersker Bikramijt og hans hær (til højre) overvinder den afghanske Darya Khan Rohilla (til venstre). Miniaturen er fra midt i 1600-tallet. – Foto: Pernille Klemp/Davids Samling.

”Våbnene har også i høj grad været brugt som gaver, ikke kun internt i den islamiske verden, men også i møder med andre kulturer,” fortæller museumsinspektøren.

En dolk med greb i grå jade, udskåret som et hestehoved med øje af rød rubin, viser, hvor smukt det kan gøres. Og det bliver mere og mere overdådigt: rubiner, diamanter og smaragder, guld og sølv i rige mængder. Dolke med små skulpturelle fortællinger, fugle, der hakkes, dyr, der spiser hinanden, kæmper eller dominerer hinanden.

Men der er også en kniv, der ikke glimter og glitrer af sten, som alligevel er noget helt specielt i Joachim Meyers øjne. Det er noget af det allersidste, man kan se i udstillingen. Skæftet er udskåret i hvalrostand, og på klingen ses arabisk skrift. Det, der står på klingen, er for en gangs skyld ikke koranvers, men et digt.

”Faktisk et kærlighedsdigt. Og det er kærlighed med dødelig udgang, en form for mystisk kærlighed, hvor man går til grunde, idet man oplever den. Og det er selvfølgelig Gud, man skal opleve på den måde. Det er ikke gudsordet, overleveret fra Muhammed, som på mange af de andre våben, men en mystisk tekst, som er ret fantastisk,” siger han og viser ud af mørket igen.

Noget, han også mener har været ret vidunderligt i arbejdet med udstillingen, har været at få lov at have våbnene i hænderne. Det er af gode grunde ikke publikum forundt. Men sammen med udstillingen er udkommet en veludbygget bog, som man kan få lov at sidde med. Og fra næste uge kan publikum – endelig – få lov til at komme ned i mørket og se noget af det mest drabeligt smukke, der findes.