Kvindekampen i Danmark fylder 150 år

Dansk Kvindesamfund spillede en hovedrolle for kvinders valgret og fik indført børnehaver, mødregrupper og kvindelejre, længe før rødstrømperne blev født. I næste uge fylder foreningen 150 år

Matilde Bajer (1840-1934) oprettede Dansk Kvindesamfund sammen med sin mand, Fredrik Bajer, og var foreningens første formand i 1871-1872. Dette foto stammer fra 1881. – Foto: Christensen & Morange/Det Kongelige Biblioteks Billedbasen.

Den organiserede danske kvindekamps historie begyndte med en bryllupsrejse til Sverige i 1867.

Det nygifte par var politikeren, fredsaktivisten og forfatteren Fredrik Bajer og godsejerdatteren Matilde Bajer, født Schlüter. Begge var optaget af emnet kvinders rettigheder, og da de i Sverige blev opmærksomme på, at der i nabolandet fandtes både en forening og et tidsskrift for denne sag, tænkte de, at Danmark skulle have det samme.

Efter nogle års forberedelse, helt præcist den 24. februar 1871, fik Danmark så sin første kvindekamp-forening med Matilde Bajer som første formand.

Nogle kønsforskere opdeler i dag den danske kvindekamp og feminisme i tre eller fire bølger med hver sin vidt forskellige dagsorden, og under det mere revolutionære rødstrømpe-oprør i 1960’erne og 1970’erne blev Dansk Kvindesamfund set som en alt for gammeldags og borgerlig forening. Men når man ser kampen i Dansk Kvindesamfunds 150-årige perspektiv, kan man se det hele som én lang bestræbelse på at give kvinder og mænd lige muligheder, mener Jytte Nielsen, informationsspecialist ved Det Kongelige Bibliotek, der har arbejdet meget med kvindebevægelsens historie.

I årene frem til, at kvinder fik stemmeret og valgret, agiterede Dansk Kvindesamfund for sagen. Dette foto stammer fra 1913. – Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedbasen.
I årene frem til, at kvinder fik stemmeret og valgret, agiterede Dansk Kvindesamfund for sagen. Dette foto stammer fra 1913. – Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedbasen.

”Det, der var på spil i begyndelsen, var ikke en kamp mellem det politiske højre og venstre eller mellem kvinder og mænd. Det var en kamp mellem på den ene side progressive kræfter, på den anden dem, der frygtede, at flere rettigheder til kvinder ville få familierne til at gå i opløsning,” siger hun.

I de første år var det ikke så meget politiske rettigheder til at stemme og blive valgt, der var på dagsordenen. Det var muligheden for overhovedet at have et selvstændigt liv som kvinde. At kunne uddanne sig, tjene penge og eje noget i eget navn og ikke være totalt afhængig af, at man havde en mand. Derfor var foreningens første store resultater, at der blev oprettet en handelsskole for kvinder i 1872, en søndagsskole for arbejderkvinder i 1874 og en tegneskole for kvinder i 1875.

Jytte Nielsen påpeger, at modstanden mod kvinderettigheder var størst i partiet Højre, men den kendte Venstre-agitator Georg Brandes fik også sine betænkeligheder ved at give kvinder indflydelse, fordi han frygtede, at de ville stemme mere konservativt end mænd.

Da Dansk Kvindesamfund blev stiftet, var den en underafdeling af en schweizisk, international forening, ”Comité locale de l’association internationale des femmes”, og den fødtes med det håbløse navn ”Comité local du Nord Scandinavie”.

Det lød dog for vildt og revolutionært i danske ører, og allerede senere i 1871 skiftede foreningen – trods Matilde Bajers protester – til sit nuværende mere spiselige og forståelige danske navn.

Formandsposten overdrog Matilde Bajer allerede i 1872 til Caroline Testman, fordi hun selv blev gravid, men selvom hun endte med at føde seks børn, forblev Matilde Bajer aktiv i kampen for kvinders rettigheder i årtier.

Fredrik Bajer var medlem af Rigsdagen for Venstre, og sammen med flere andre mandlige politikere i foreningens top kunne han tage kvindekampen med ind i den politiske forsamling, kvinder ikke selv havde adgang til.

”Frem til, vi fik kvinders valgret i 1915, var der mænd med i styrelsen, og på denne måde lykkedes det at ’bruge bagtrappen til Rigsdagen’, som man sagde,” fortæller Jytte Nielsen.

En lang række kvindeorganisationer gik i 1915 i det berømte kvindetog til Amalienborg for at markere over for kongen og hele befolkningen, at kvinder nu havde del i borgerrettighederne. Her ses Dansk Kvindesamfunds repræsentanter med foreningens fane. – Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedbasen.
En lang række kvindeorganisationer gik i 1915 i det berømte kvindetog til Amalienborg for at markere over for kongen og hele befolkningen, at kvinder nu havde del i borgerrettighederne. Her ses Dansk Kvindesamfunds repræsentanter med foreningens fane. – Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedbasen.

I begyndelsen var Dansk Kvindesamfund kun en lille kreds af mennesker omkring ægteparret Bajer, som i første omgang kæmpede for kvindes ret til uddannelse og selvforsørgelse. Da politisk indflydelse kom på dagsordenen, var det i første omgang kun ugifte kvinder, man mente, burde have stemmeret. Medlemstallet voksede støt og nåede over 10.000 omkring 1910, og med tiden blev kravet om politiske rettigheder udstrakt til samtlige kvinder. Valgretten blev omsider nået i 1915, men herefter var der fortsat mange kampe at kæmpe.

”Selvom kvinder nu kunne stemme og blive valgt, var der mange andre love, man ønskede revideret. For eksempel fik man en lov om ligeløn i staten, en lov om, at kvinder kunne få forældremyndighed over deres egne børn, og kvinder fik lov til at gå ind i stort set alle andre erhverv end at blive præster eller militærfolk,” fortæller Jytte Nielsen.

Dansk Kvindesamfund har haft en finger med i meget, som dengang var nyt og siden blev hverdag. Foreningen kæmpede for de første halvdagsbørnehaver, som skulle give kvinder en chance for at komme på arbejdsmarkedet. Det samme gjorde sig gældende med de første husmorafløsere, som udviklede sig til det, vi i dag kalder hjemmehjælpere. Også mødregrupper for nybagte mødre har Dansk Kvindesamfund været med til at etablere. Selv fænomenet kvindelejre, som i dag forbindes med mere yderligtgående rødstrømper i 1970’erne, indførte Dansk Kvindesamfund allerede i 1930’erne, oplyser Jytte Nielsen.

”Dansk Kvindesamfund kæmpede meget for de ugifte mødre og de uægte børn, som indtil da havde haft det meget svært. I første omgang blev deres idéer om for eksempel børnehaver kun udfoldet i lille skala. Men i løbet af 1960’erne kom 750.000 gifte kvinder ud på arbejdsmarkedet. Det satte en helt ny dagsorden for at finde en balance mellem at være husmor og udearbejdende, som nær havde fået Dansk Kvindesamfund til at gå midt over,” forklarer kønshistorikeren.

Dansk Kvindesamfund tøvede med at gå lige så langt som de mange andre kvindekampsforeninger, der var kommet til, og fri abort blev foreningen kun tøvende tilhænger af i 1969. Det var derfor, mange rødstrømper så lidt skævt til foreningen, som ellers på sin side havde det fint med rødstrømperne.

Medlemstallet havde toppet i 1945 med 15.000, men fra 1960 til 1995 faldt tallet dramatisk fra 13.000 til kun omkring 1000. Men så vendte billedet igen, og i takt med, at kvindekampen kom til at handle mindre om venstreorienterede revolutioner og mere om at bekæmpe sexisme og diskrimination, steg tilslutningen på ny. Foreningens medlemstal er også steget markant i løbet af de seneste fem år, men foreningen vil ikke oplyse hvor meget. Selvom ordvalget er skiftet fra dengang, man virkede for ”damernes emancipation” og banede vejen for ”husmoderafløsere”, er kampen for lige muligheder ikke slut endnu.