Yves Coppens var "palæontoligens pave". Han fandt Lucy og fortalte, hvordan mennesket blev menneske

Den franske palæontolog Yves Coppens var en af de arkæologer, der fandt fortidsmennesket Lucy og gjorde menneskehedens fortidshistorie levende. Nu er han død i en alder af 87 år

Den folkekære franske palæontolog og forfatter Yves Coppens havde også en buste af Lucy, i sit hjem i Paris. Det var i 1974, at han sammen med to kolleger fandt de 3,2 millioner år gamle jordiske rester af en af verdens ældste kvinder under udgravninger i Etiopien.
Den folkekære franske palæontolog og forfatter Yves Coppens havde også en buste af Lucy, i sit hjem i Paris. Det var i 1974, at han sammen med to kolleger fandt de 3,2 millioner år gamle jordiske rester af en af verdens ældste kvinder under udgravninger i Etiopien. Foto: Lionel Bonaventure/AFP/Ritzau Scanpix.

Yves Coppens døde i den høje alder af 87 år efter et langt liv, som med hans egne ord gav ham alt det, han kunne ønske: en rig karriere og et rigt liv. Men han vidste også om nogen, at i set i menneskehedens perspektiv var dette lange liv kun et kort åndedrag.

Den franske palæontolog var med til at afdække menneskehedens rødder og fortalte i sine bøger historien om, hvordan menneskets veje adskilte sig fra abernes. Han var, sagde han, en af Lucys fædre, det vil sige en af de tre arkæologer som fandt de 3,2 millioner år gamle jordiske rester af en af verdens ældste kvinder.

Det var i 1974, og mens de tre arkæologer sad i teltet i Hadar i det østlige Etiopien og sorterede dette enestående knoglefund, lyttede de til Beatles-hittet "Lucy in the Sky With Diamonds". Deraf navnet på ”menneskehedens moder”, som Lucy også er blevet kaldt. Om end hun snarere er en fjern kusine, som Yves Coppens selv sagde, og også fire millioner år yngre end menneskets ældste, kendte forfader, Tumai, som blev fundet i 2001.

”Men Lucy var længe symbolet på menneskehedens oprindelse, fordi de 52 knoglefossiler ud af 102, vi fandt, var nok til at rekonstruere hendes silhuet. Og det gjorde hende levende. Hun var lille, omkring 110 centimeter høj, vejede omkring 30 kilo og gik oprejst. Det rekonstruerede billede af hende var med til at gøre hende sympatisk og til et kendt symbol,” har Yves Coppens fortalt til radiostationen France Culture.

Hans åndelige slægtskab med dem, der gik forud for homo sapiens, begyndte allerede, da han som barn samlede sten og fossiler i skotøjsæsker. Drengen Yves tilbragte timer foran montrerne med fortidsfund i det lokale museum i Vannes i Bretagne, hvor blev født i 1937. Hans far havde givet ham to små fossiler, da han var seks år gammel. Og som 14-årig besøgte han det sted, hvor Bretagnes kyst er dækket af potteskår fra lerovne, som gallerne benyttede til at udvinde salt.

”Der fik jeg en slags åbenbaring. Jeg vidste i det øjeblik, at jeg ville bruge mit liv på at rode i jorden og lede efter spor efter fortiden,” har han sagt ifølge magasinet Le Point.

Efter studier på Sorbonne Universitetet i Paris gjorde han i 1961 det første fund af fossiler fra hominider, som fortidsmenneskene kaldes, i det afrikanske land Tchad.

”Det var en barnedrøm, der gik i opfyldelse. Jeg led som barn af ’exotitis’, længslen efter det, der var før, og det, der er fjernt. Og jeg havde en barnedrøm om at opleve Afrika, som jeg var fascineret af,” har han fortalt til France Culture.

Seks år senere deltog han i sin første ekspedition til Etiopien, hvor han siden i adskillige år udforskede Omo-dalen, et af de steder i Afrika, der har leveret de rigeste fund fra menneskehedens oprindelse. I 1975 udviklede han på baggrund af disse udgravninger sin teori om, at det var klimaforandringer, der tvang fortidsmennesket til at tilpasse sig og udvikle en større hjerne og evnen til at fremstille redskaber.

Dermed udfordrede han de neodarwinistiske teorier om, at udviklingen og menneskets oprindelse alene er et resultat af tilfældigheder. Hans bidrag til den samlede viden om, hvordan mennesket blev menneske, er blevet anerkendt blandt andet med en medalje fra Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi, overrakt under overværelse af den svenske kong Carl Gustaf, som han blev personlig ven med.

Blandt mange andre æresbevisninger blev han i 2014 udpeget til Det Pavelige Videnskabelige Akademi, hvilket gav ham tilnavnet ”palæontologiens pave”. Og han så ingen modsætning mellem sin egen forskning og den kirkelige lære.

”Jeg er overbevist om, at mennesket blev religiøst, så snart det blev menneske,” har han sagt i en samtale offentliggjort af bispesædet i Gap i Sydfrankrig.

”Min bedstemor, der var katolik, sagde altid til mig: ’Du nedstammer måske fra aberne. Men det gør jeg så sandelig ikke'. Deri tog hun naturligvis fejl, hvad naturvidenskaben angår. Men hun havde ret i den forstand, at hun ville bevare menneskets værdighed,” sagde Yves Coppens.

Han var forfatter til en lang række bøger, hvor han blandt andet levendegjorde menneskehedens forhistorie for en bred læserskare og blev en af Frankrigs mest kendte og elskede videnskabsmænd.

”Hans talent som skribent og fortæller blev kun overgået af hans store viden, hans trofasthed, humor og venlighed,” som hans forlægger, Odile Jacob, skrev i en pressemeddelelse, da Coppens døde efter lang tids sygdom.

I januar, mindre end seks måneder før sin død, stod han på en teaterscene som skuespiller. Og i maj udkom hans erindringer, ”En hukommelse som en mammut”, med historier og anekdoter fra hans rejse gennem menneskehedens historie, indsamlet gennem det, han i forordet beskrev som ”indtil videre 87 års lidenskabeligt, spændende og lykkeligt liv”.

Den 22. juni døde han efter alvorlig sygdom og indtog sin egen plads i menneskehedens lange historie.