Kultur på kanarisk

Den kanariske ø La Palma byder året rundt på flere festivaler med både religiøst og ikke-religiøst indhold. Derudover får man en bedre forståelse af livet på øen på et af de mange museer, for eksempel på bananmuseet, tobaksmuseet eller på vulkanmuseet

Skytshelgenen La Virgen de las Nieves bæres under processionen i en glasmontre ned gennem hovedstaden Santa Cruz de la Palmas gader.
– Foto: Jesper Møller.
Skytshelgenen La Virgen de las Nieves bæres under processionen i en glasmontre ned gennem hovedstaden Santa Cruz de la Palmas gader. – Foto: Jesper Møller.

De Kanariske Øer forbindes af de fleste i feriesammenhæng med sol, strande, natur og attraktioner, der i høj grad er målrettet de mange turister. Men især på de mindre og knap så turistede af øerne finder man også et ganske interessant kulturliv, der er målrettet de lokale, men hvor besøgende udefra er velkomne til at deltage.

Et godt eksempel er øen La Palma, der ikke tilnærmelsesvis når de samme turistmængder som naboøerne Tenerife, Gran Canaria og Lanzarote.

La Palmas ubestridt største kulturelle begivenhed finder kun sted hvert femte år. Det handler om den såkaldte Madonna-procession, hvor øens skytshelgen under megen festivitas bæres fra øens ældste kirke og ned i hovedstaden Santa Cruz de La Palma. Dette er sket siden år 1680.

Skytshelgenen hedder La Virgen de las Nieves (Sneens jomfru), og under processionen bæres den forgyldte figur i en glasmontre omgivet af gejstlige og tusindvis af troende ned gennem hovedstadens gader.

Processionen er led i en større og flere uger lang festival – La Bajada de la Virgen de las Nieves – der indeholder diverse arrangementer af både religiøs og kulturel karakter. Processionen foregår den sidste søndag i juni og indleder traditionelt festivalen.

Et andet højdepunkt under festivalen er El Baile de los Enanos (dværgenes dans). Her klædes en række voksne mænd ud som dværge, og med gigantiske Napoleons-hatte på hovedet danser de i timevis en særlig polka-agtig dans til stor moro for de mange tilskuere. Blandt de lokale anses det for en stor ære at blive udvalgt til at deltage i dværgenes dans.

La Bajada de la Virgen de las Nieves foregår hvert femte år, og den skulle have været afholdt i år. Den blev dog udsat på grund af coronakrisen, og i skrivende stund planlægges den i stedet afholdt til næste år.

Kommer man ikke lige til La Palma under processionen, kan man alligevel sagtens nyde synet af øens skytshelgen. La Virgen de las Nieves troner midt i alteret i øens ældste og vigtigste kirke, der ligger i landsbyen Las Nieves, som igen er opkaldt efter madonnaen. Las Nieves ligger på et højdedrag over hovedstaden, og der er fri adgang til kirken.

Den gyldne figur stammer tilbage fra de første kristne missionærer, der kom til øen. I mange år blev figuren opbevaret i en grotte, indtil den kunne placeres i øens første kirke. Madonnaen er øens ubestridt vigtigste artefakt, og den har 20 forskellige dragter, som den iklædes ved forskellige lejligheder.

Las Nieves-kirken er derudover smuk i sig selv med diverse hollandske malerier, et loft lavet af kanarisk pinjetræ, flotte lysekroner samt en altertavle af guld og sølv.

Indbyggerne på La Palma er generelt glade for festivaler, og året rundt afholdes der en række af slagsen – både af religiøs og ikke-religiøs karakter. Blandt de mest populære er Corpus Christi (Kristi Legemsfest), som er en katolsk højtidsdag, der afholdes torsdagen efter pinsesøndag. På La Palma foregår fejringen ikke mindst i landsbyen Villa de Mazo, der i maj og juni i den anledning er fyldt med et hav af blomster.

Derudover rummer La Palma en række stationære kulturelle tilbud, som er værd at opleve under et besøg. Det gælder ikke mindst flere interessante museer, som tager udgangspunkt i de ting, der produceres på øen.

Bananer er øens suverænt vigtigste afgrøde, og man kan lære mere om dyrkning af bananer på et bananmuseum. Der dyrkes også tobak, og øens tobaksmuseum er særdeles spændende. Derudover kommer et vulkanmuseum, et kunstmuseum samt flere mere traditionelle museer så som det arkæologiske og det etnografiske museum.

Bravo Tours har som det eneste danske rejsebureau direkte charterrejser til La Palma med afgang fra henholdsvis Kastrup og Billund. Det foregår i vinterhalvåret. Der er ingen direkte rutefly mellem Danmark og La Palma.

La Palma er den nordvestligste af De Kanariske Øer og har omkring 85.000 indbyggere. Øen er den femtestørste af øgruppens syv beboede øer.

I corona-tiden bør man tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledning: www.um.dk.