Norges nye statsminister i sejrstale: Vi klarede det

Kære alle sammen. Vi har ventet, vi har håbet, og vi har arbejdet hårdt. Og nu kan vi endelig sige: Vi klarede det, sagde Jonas Gahr Støre sent mandag aften ifølge avisen VG.
Kære alle sammen. Vi har ventet, vi har håbet, og vi har arbejdet hårdt. Og nu kan vi endelig sige: Vi klarede det, sagde Jonas Gahr Støre sent mandag aften ifølge avisen VG. Foto: Javad Parsa/NTB/Ritzau Scanpix

En tydeligt rørt Jonas Gahr Støre takker i sin sejrstale sent mandag aften for støtten.

Det gør han fra scenen i Folkets Hus i Oslo, hvor Arbeiderpartiet (Ap) holder valgfest.

- Kære alle sammen. Vi har ventet, vi har håbet, og vi har arbejdet hårdt. Og nu kan vi endelig sige: Vi klarede det, siger han ifølge avisen VG.

Efter at over 95 procent af stemmerne er talt op efter mandagens valg, står det klart, at der er flertal til de rødgrønne partier i det norske Storting.

Efter otte år med en borgerlig regering, bliver der altså et regeringsskifte i Norge.

- Ved dette valg havde Arbeiderpartiet ét mål, som var vigtigere end noget andet: En ny regering, som bygger på fællesskab og retfærdighed, så det igen bliver almindelige menneskers tur i dette land, siger Støre ifølge VG.

- Gode venner. Godt nok tælles der stadig stemmer, men alt tyder på, at vi får en ny regering ved dette valg, tilføjer han til stor jubel fra tilhørerne.

- Vælgerne har vist os tillid. Vi skal forandre Norge - og verden.

Ifølge de foreløbige resultater står Ap-lederen til at kunne danne sin drømmeregering sammen med midterpartiet Senterpartiet (Sp) og Sosialistisk Venstreparti (SV).

Samtidig slipper han for at være afhængig af støtte fra Rødt eller Miljøpartiet De Grønne.

- Vi ved det endnu ikke med sikkerhed, men det ser ud til, at der bliver flertal med Ap, Sp og SV, hvilket var vores plan A, siger Støre.

Den 61-årige Ap-leder vil dog ikke afvise andre regeringskonstellationer.

- I dag fejrer vi et skifte. Vi vil som det største parti nu sørge for, at Norge får en ny regering og en ny kurs. Jeg vil invitere alle partiledere, som ønsker et skifte, til samtaler de nærmeste dage, siger han.

Der er i alt 169 mandater i Stortinget i Norge, hvormed det kræver 85 mandater for et flertal.

Støre bliver Norges 36. statsminister siden 1873, skriver nyhedsbureauet NTB.

/ritzau/